Søndag får Paul Casey mulighed for at pynte på sit cv, der i forvejen tæller to titler på PGA Touren og 13 på europatouren.

Foto: Getty Images

Paul Casey fører med tre inden finalen

10/02 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Paul Casey vandt sin første sejr på PGA Touren i 2009. Han skulle vente helt til marts sidste år, før den anden titel kom i hus, men nu er han måske på vej mod karrierens tredje triumf i USA.

Den 41-årige englænder gik ind til lørdagens runde som en af fem spillere på førstepladsen, men i løbet af 18 huller på Spyglass Hill stak han af fra konkurrenterne. Seks birdies og en enkelt bogey resulterede i en runde i 67 slag, og med den rykkede Casey til -15 samlet.

- Det var stort. Jeg spillede selvfølgelig rigtig, rigtig godt. Jeg er meget glad for min score. Jeg har det for fedt, sagde den førende på sit pressemøde efter runden.

Det gode spil var nok til at skabe et tre slags forspring, og det kan der blive brug for søndag. Nærmeste forfølger er Pebble Beach-eksperten Phil Mickelson. Fire af den populære amerikaners 43 sejre på PGA Touren er kommet i AT&T Pebble Beach Pro-Am.

Mickelson spillede netop den ikoniske Pebble Beach lørdag, og det gjorde han i 70 slag, -2. Samlet er han 12 under par og får plads i førerbolden med Casey.

Mens Mickelson holder sig inde i kampen om sejren, så dumpede Jordan Spieth langt tilbage fra sin del i førstepladsen ved dagens start. Spieth er ikke sluttet i top-10 siden sidste års Open Championship og har ikke vundet siden samme turnering i 2017, men ugens Pro-Am turnering så ud til at kunne blive et vendepunkt efter mange måneder med tvivlsom form.

Det virker mindre sandsynligt efter en tredje runde i +2. Han raslede ned til en delt 18. plads i -7 og  har to slag op til top-10.

- Det var en hård omgang. Der var flere forskellige årstider derude i dag, og jeg havde ikke særlig god kontrol over bolden. Det er ikke en god kombination, når man også kæmper med elementerne. Så det stinker, for jeg var virkelig godt spillende de første par dage, og i dag havde jeg bare ikke samme rytme, sagde han.

Fem spillere er inden for fem slag af Caseys førsteplads. Udover Mickelson er det Lucas Glover og Scott Piercy i -11 samt Brian Gay og Matt Every i -10.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer