Søndag eftermiddag vandt Thomas Pieters for første gang siden Made in Denmark 2016.

Foto: Getty Images

Pieters gør en ende på tre års sejrstørke

18/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

7.811 euro kommer ikke til at gøre nogen stor forskel på Race to Dubai for Joachim B. Hansen, men efter en måned uden golf og to måneder uden et klaret cut, er en 30. plads i en af europatourens mindste turneringer et skridt i den rigtige retning og et godt tegn på vej ind til større opgaver i den kommende tid.

Hansen spillede Albatross Golf Resort i par både lørdag og søndag og endte med en samlet score i D+D Real Czech Masters i -8. Det var 11 slag efter vinderen Thomas Pieters.

Den høje Belgier vandt den tjekkiske turnering i 2015 og blev nummer to året efter. Nu er han tilbage på toppen i D+D Real Czech Masters. Karrierens fjerde sejr på europatouren kom i hus med en finalerunde i 69 slag, og det så ikke ud til, at der skulle blive meget drama på vej mod titlen.

Det var indtil Pieters lavede en bogey på 16. hul, mens spillemakkeren Adri Arnaus lavede en birdie. Dermed var der kun to slag mellem de to langtslående herrer, og den spanske rookie nåede også inden for et slag, da han producerede en birdie på turneringens 72. hul.

Pieters formåede dog at holde nerverne i ro og trille sit par putt i hul for sejren i -19 og én check på 166.660 euro.

Det er Pieters' første sejr i tre år, og med den rykker han tilbage ind i top-100 på verdensranglisten.

- Det føles godt at vinde igen. Jeg tvivlede aldrig på mig selv, men det har været en lang rejse, hvor jeg ikke har haft en god fornemmelse for mit golfsving. Det føles godt at være tilbage på rette spor og få en sejr mere. 

- Det er svært, når alle siger, at jeg burde vinde to-tre turneringer om året. Det er altid rart at høre, men det kan også næsten blive vendt til noget negativt, for det føltes som om, jeg underpræsterede, men forhåbentlig er der mange flere stunder som denne i vente, sagde Pieters til europatouren.

De to øvrige danske deltagere sluttede langt tilbage i finalefeltet. Thomas Bjørn brugte 74 slag og faldt ned til 58. pladsen i -4. Jeff Winther gik en 77'er og sluttede sidst i +9.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer