År efter år garanterer hul 17 på TPC Sawgrass drama.

Foto: Getty Images

The Players Championship: Ikke en major, men "better than most"

08/05 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Ingen steder står det skrevet, at de nuværende fire majors skal være de fire majors. Sådan er det blevet med tiden. Der er heller ikke påbudt ved lov, at antallet af majors skal være fire- det kunne ligeså godt have været tre... eller fem.

Det er i hvert fald PGA Tourens tanke for gennem årene har tourens egen mediemaskine presset hårdt på for at markedsføre The Players Championship som The Fifth Major. 

Det er der en grund til. Nok tæller de fire majors med på PGA Touren, men de er ikke afviklet af touren selv. The Masters arrangeres af Augusta National Golf Club; USGA står for Us Open; Royal & Ancient er vært for The Open; US PGA afholder PGA Championship. 

PGA Touren har ingen major selv, og det huer ikke administrationen i hovedkvarteret i Ponte Vedra Beach. Det er der, på TPC Sawgrass, at The Players Championship er blevet afviklet hvert år siden 1982, og netop den kontinuitet giver en følelse af historiens vingesus, når nutiden bliver bundet sammen med fortiden. Hvert år får vi billeder af det putt. Det Tiger Woods slog fra bagkanten mod forkanten af øgreenen på hul 17 tilbage i 2001. Bolden slangede sig den ene vej, så den anden og så i hul alt imens kommentatoren Gary Koch gentog ordene ”better than most”.

Det er også turneringens skæbne. Better than most. Sågar bedre end nogle i af de fire i majorklubben – set ud fra feltets styrke i hvert fald i hvert fald.

Hver eneste spiller fra verdensranglistens top-50 er på deltagerlisten, og det giver en Strenght of Field på 871. Det er stærkere end den seneste udgave af Masters (794) og US Open (849, men svagere end The Open (893) og PGA Championship (911).

Man kan måle og veje og på den måde finde mange gode argumenter for at løfte The Players Championship til majorstatus. Men det er det, der ikke kan måles og vejes, som gør en major til en major. De er majors fordi vi siger det. Fordi de betyder mere. Trods PGA Touren ihærdige indsats er Players Championship gennem årene ikke steget i agtelse, og det er helt fint. Turneringen er helt fin som den er. Der mangler ikke noget. 

Se bare på, hvad der torsdag venter af trebolde:

13.54 Justin Rose, Ian Poulter, Tommy Fleetwood
14.05 Dustin Johnson, Bubba Watson, Brooks Koepka
14.27 Rory McIlroy, Jordan Spieth, Justin Thomas
19.30 Patrick Reed, Jon Rahm, Hideki Matsuyama
19.41 Henrik Stenson, Sergio Garcia, Jason Day
19.52 Tiger Woods, Phil Mickelson, Rickie Fowler

Turneringen vises på C More Golf

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer