Rasmus Højgaard er nummer 189 på verdensranglisten denne uge. Efter en flot første runde i Sydafrika er han måske på vej til at tage et nyt stort skridt på vej mod toppen.

Foto: Getty Images

Rasmus tager storformen med ind i det nye årti

09/01 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Da Rasmus Højgaard midt i december forlod det afrikanske kontinent, var det med vinderchecken i bagagen efter karrierens første professionelle sejr. AfrAsia Bank Mauritius Open ligner blot startskuddet for det 18-årige stortalent, for efter en juleferie hjemme i Jylland er han igen tilbage i Afrika, igen nær toppen.

South African Open er årets første turnering på europatouren. Den spilles på Randpark Golf Club i Johannesburg, og efter de tidligt startende spillere har færdigspillet torsdagens 18 huller, er Rasmus Højgaard igen at finde nær toppen af stillingen.

Nummer to på Race to Dubai kom flyvende fra start, og med fem birdies i løbet af de seks første huller rykkede han frem på en delt førsteplads. Han kølede en smule af på resten af runden, men med to birdies og en bogey på bag-ni nåede han til -6.

65 slag på Bushwillow Course giver foreløbigt en delt sjetteplads. Han er tre slag efter Johannes Veerman på førstepladsen. Den 27-årige amerikaner spillede samme bane som den danske teenager og excellerede især fra 10. til 18. hul, hvor han producerde syv birdies og brugte 29 slag. Samlet blev det til en 62'er, -9, hvilket giver et slags forspring ned til Nino Bertasio på andenpladsen.

Indtil videre er David Micheluzzi bedste spiller fra den noget mere krævende Firethorn Course. Han deler femtepladsen med Rasmus Højgaard.

Nicolai Højgaard var også tidligt på banen, og mens han ikke kunne følge med i sin tvillingebrors tempo, fik han en ganske fornuftig start på turneringen. Trods tre bogeys på Bushwillow Course kom han rundt to slag under par. Højdepunktet var en eagle på par fem hullet 17. I skrivende stund (12.40 dansk tid) rækker scoren i 69 slag til en delt 45. plads.

Efter 17 huller ligger Benjamin Poke lige med Nicolai Højgaard i -2. Samlet har syv danskere taget turen til Sydafrika. I eftermiddag kan man følge Jeff Winther, Martin Leth Simonsen, Joachim B. Hansen og den tidligere vinder af turneringen Morten Ørum Madsen.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer