Rory McIlroy har tilbragt 95 uger som nummer et i verden. Mandag vender han tilbage til toppen.

Foto: Getty Images

Rory vender tilbage til toppen

04/02 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Da Rory McIlroy i september 2015 gav førstepladsen på verdensranglisten fra sig, var det forventet, han inden længe igen ville kigge ned på alle andre. Nordireren blev set som golfens største talent siden Tiger Woods, født til at regere sin generation.

Sådan kom det ikke til at gå. Siden McIlroy blev forbipasseret, har han vundet syv gange på PGA Touren og to yderligere på europatouren, men det har ikke været nok til at spille sig tilbage til toppen.

Før nu. Siden et misset cut ved The Open hjemme i Nordireland har McIlroy spillet 11 turneringer med to sejre, seks top-5 placering yderligere og en 26. plads som sit dårligste resultat. 

Det har ikke været nok til at overhale Brooks Koepka, men ingen af de to spiller denne uge, og derfor ligger det allerede nu fast, at McIlroy vil rykke til tops for første gang i fire et halvt år, når pointene justeres mandag.

Kan McIlroy holde sig på toppen i tre uger, vil han overgå Nick Faldo og blive den spiller med tredjeflest uger på verdensranglistens førsteplads nogensinde, kun overgået af Greg Norman og Tiger Woods.   

Vi går et spændende forår i møde. Brooks Kopka ser sig selv som verdens bedste spiller, og han vil være ivrig efter at generobre førstepladsen. McIlroy har ikke vundet en major i mere end fem år, Koepka har høstet fire i løbet de tre seneste sæsoner. 

Måske har Jon Rahm også noget at skule have sagt i denne giganternes kamp. Spanieren, nummer tre i verden, har været flyvende siden en tredjeplads i US Open. I 16 turneringer har han tre sejre og er kun sluttet uden for top-10 tre gange (heraf en 11. plads og en 13. plads).

Mens kampen om toppen ser aldeles spændende ud, er der ikke meget positivt at berette blandt danskerne.

Lucas Bjerregaard er eneste dansker i top-100, men formen har været rædselsfuld det seneste halvår, så hans 94. plads denne uge er med pil nedad.

Thorbjørn Olesen er nummer 118 og stadig ikke i nærheden af et comeback. Han er 55 placeringer foran Joachim B. Hansen på 173. pladsen, med Rasmus Højgaard som nummer 202 denne uge. 

Sebastian Cappelen (313), Jeff Winther (319) og Søren Kjeldsen (369) er de øvrige tre danskere i top-400.

I dette årtusinde har Danmark konstant haft mindst én spiller i top-100 i verden. Den imponerende stime ser ud til at være på vej mod enden.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer