Sløv start og stærkt comeback giver Olesen flot start på The Players

14/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det tog et stykke tid, før Thorbjørn Olesen kom ordentligt ind i sin første runde af The Players Championship. Og hvem kunne bebrejde ham? Han fik den allerførste starttid klokken 07.40, og det kort tid efter, at USA var skiftet til sommertid.

Olesen lavede to bogeys på de første otte huller på TPC Sawgrass, men han missede også et par birdieputts fra to meters penge. Der var altså gode takter, og det begyndte at vise sig i scoren på de sidste 10 huller. 

Dagens første birdie kom på niende hul, hvor han chippede ind til en sikker birdie på par fem hullet. To huller senere var der igen par fem på menuen, og igen pitchede Olesen ind til en meter og en birdie. 

Så var han i gang og på 12. hul drivede Olesen bolden 318 yards, op til greenkanten, kun fem meter fra hullet. Bolden forsvandt ikke fra overfladen i første forsøg, men efter det sublime teeslag var der absolut ingen problemer med at få dagens tredje birdie. 

Den fjerde fulgte på 16., banens sidste par fem hul, men denne gang var det putteren, der gjorde arbejdet, da han konverterede en chance fra fire en halv meter.

Det var usædvanligt for dagens arbejde. Det var det lange spil, som var i top. Kun én fairway missede den 29-årige dansker. Han tabte 1,35 slag til feltet med putteren i den tungtvejende kategori Strokes Gained Putting. 

Der kom en ny glimrende birdiechance på det frygtindgydende 17. hul med ”ø-greenen”. Olesen slog bolden op til tre meter, men det blev kun til en par. Det samme blev resultatet på 18. efter en misset green, og derfor blev det til en score i -2.

I skrivende stund giver det en delt 19. plads, fire slag fra Byeong Hun An på førstepladsen. 

Feltets anden dansker, Lucas Bjerregaard, går på banen i sidste bold klokken 19.30 dansk tid. 

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer