Nanna Koerstz Madsen er sikker på LPGA i 2018, men hun har stadig masser at spille for i 2017

Solheim Cup er i Koerstz Madsens tanker, men det skal ikke fylde for meget

24/07 - 2017 | Martin Rahbech

Resultaterne taler for sig selv. De talte højt og tydeligt og åbnede døren til næste etape for 22-årige Nanna Koerstz Madsen. Hun vandt søndag Danielle Downey Credit Union Classic og sin tredje sejr på Symetra Tour. Det gav hende en kategori på LPGA Tour.

- Det er virkelig dejligt. Det var målet for sæsonen. Jeg fik ikke den bedste start på sæsonen og kom ikke ind i de første turneringer, og jeg tvivlede på, om jeg havde truffet det rigtige valg. Jeg kendte ikke niveauet inden jeg kom derud, men det viste sig at være det helt rigtige, og nu har jeg tre sejre, og det er fantastisk, fortæller Nanna Koerstz Madsen til Golf.dk

Hun landede mandag i Skotland for at spille Aberdeen Asset Management Ladies Scottish Open, og den turnering er co-sanctioned mellem Ladies European Tour og LPGA Tour. 
Pudsigt nok er Koerstz Madsen med i turneringen via sin kategori på Ladies European Tour, men resten af sæsonen har hun mulighed for at udnytte sin nye kategori på LPGA Tour.

- Jeg spiller nok de tre turneringer på LPGA, jeg er sikker på at være inde i. Jeg er med på en slags invite, for jeg er ikke rookie i år, men det er jeg sikret i næste sæson. Ellers satser jeg på at spille sæsonfinalen på Symetra Tour og i Abu Dhabi og Dubai på LET, og så er sæsonen vist færdig, siger Nanna Koerstz Madsen.

Hun har ikke Solheim Cup med i sine planer. Det er i hendes tanker, men det er vigtigt for hende, at det ikke skal fylde for meget.

Efter Nannas sejr ved Danielle Downey Credit Union Classic kommenterede Solheim Cup kaptajn Annika Sorenstam på hendes præstation.

- Nannas niveau er virkelig blevet højnet dette år på Symetra Tour. Det er godt at se hendes succes, og jeg ønsker hende held og lykke på LPGA Tour, sagde Annika Sorenstam ifølge symetratour.com

- Jeg ved, jeg er i betragtning til holdet, men jeg ved overhovedet ikke, hvad hun tænker. Det er ikke mig, der træffer valget. Jeg skal spille spillet og så må vi se. Jeg skal gøre mit bedste i de næste turneringer. Jeg ved hvilke piger, der er i betragtning til en plads, og jeg har jo ikke spillet så meget mod de bedste, men jeg må gøre mit bedste, siger Nanna Koerstz Madsen. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer