Jordan Spieth vandt den grønne jakke for seks år siden, og nu har han givet sig en chance for at vinde The Masters for anden gang i karrieren.

Foto: Getty Images

Spieth og Thomas rykker i stilling inden weekenden

09/04 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

Tidligt i karrieren var Justin Thomas udelukkende kendt som Jordan Spieths ven. Selv tog han sig lidt bedre tid, før sejrene begyndte at hobe sig op, men parallelt med Spieths fald fra tinderne, etablerede Thomas sig i den absolutte verdenselite.

I det indbyrdes opgør fører Spieth 3-1 i majorsejre, men når det kommer til PGA Tour-titler, er Thomas rykket forbi med 14 mod 12.

De to har kendt hinanden siden barnsben, men Brooks Koepka har på et tidspunkt udtalt, at de slet ikke er så nære venner, som det ofte bliver fremlagt i medierne. Det er i grunden underordnet. Spieth og Thomas er to af de største profiler i herregolfen, og i weekenden er der en chance for, at de for første gang kan komme i direkte kamp om en major. Fredag strøg begge de 27-årige amerikanere mod toppen af stillingen ved The Masters. 

Thomas deltager på Augusta National for sjette gang, og indtil videre er han kun blevet bedre år for år. I november sluttede han på en delt fjerdeplads, og halvvejs gennem den 85. udgave har han en glimrende chance for at overgå den personlige rekord.

I løbet af fredagens første 17 huller producerede Thomas seks birdies. Selvom han missede et kort putt for par på 18., kan han se tilbage på et stort avancement i stillingen. Verdens nummer to var kun et slag inden for cutgrænsen efter første runde, men klokken 22.55 fredag er han på en delt sjetteplads i -4. 

Spieth er et slag nærmere Justin Roses førsteplads. Ligesom Thomas kunne sidste uges vinder af Valero Texas Open nøjes med en enkelt bogey fredag. Tre af dagens fem birdies kom via korte putts på par fem huller. Han konverterede også en to-meter på 10., og på 17. spillede han sig med en birdie fra ni meter ned ad bakke frem på det, der i skrivende stund er en delt tredjeplads. 

I -5 har Spieth et slag op til debutanten Will Zalatoris på andenpladsen og to til Rose i toppen.

- Jeg kom hertil med troen på, at jeg kunne vinde, og det er jeg helt sikkert i en position til at tro på nu. Halvvejs gennem turneringen ville jeg have været meget tilfreds med at være to slag fra førstepladsen - hvis det er der, jeg ender med at være - specielt efter sidste uge, sagde Spieth.

Kigger man på spillerne nær toppen af leaderboardet, er det mest sandsynligt, at det bliver Spieth og Thomas, som holder sig til i toppen frem til afgørelsen søndag.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,617,448
  • Unique Visitor:193,736
  • Registered Users:170,730
  • Unregistered Users:31,691
  • Blocked Users:12,477
  • Published Nodes:16,624
  • Unpublished Nodes:327
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.238.130.97
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:706
    • This week:105,656
    • This month:452,495
    • This year:3,618,279