Jon Rahm sluttede i top-10 i sin første Open de France, og han kom også glimrende fra start i sin anden turnering på Le Golf National.

Foto: Getty Images

Stærk vind giver høje scores i Open de France

28/06 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Vinden tog til ud på eftermiddagen og gjorde en i forvejen svær Golf National næsten uoverkommelig på førstedagen af Open de France.

Af de sent startende var kun Jon Rahm og Shane Lowry rundt under par. Efter deres runder i 70 slag var 14 spillere i røde tal ved solnedgang torsdag.

Bradley Dredge udnyttede de mere medgørlige forhold tidligt på dagen til at lægge sig i front med en 67'er, fire under par. Han har et enkelt slag ned til Graeme McDowell og Andy Sullivan, mens spillere som Justin Thomas, Thomas Pieters og Frankrigs egen Grégory Havret også er blandt spillerne under par.

Ved første rundes afslutning svarede +1 til en delt 29. plads. Der finder man blandt andre Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen. Den score var de sent startende danskere ikke i nærheden af at leve op til.

Både Lasse Jensen og Jeff Winther stirrer et misset cut i ansigtet, medmindre de kan rette op på sagerne fredag formiddag. De brugte hver 77 slag og er delt nummer 107, et slag efter Lucas Bjerregaard.

Cutgrænsen er +3 efter de første 18 huller. Uanset hvordan hullerne bliver skåret, og uanset hvor lidt vind der er vest for Paris, så vil det tal stige i løbet af fredagen. Men det vil alligevel ende med et tidligt exit til Thomas Bjørn, som om præcis tre måneder leder 12 europæere i kamp mod USA ved Ryder Cup på selvsamme bane.

Bjørn havde ikke en eneste birdie på sin runde. Til gengæld lavede han otte bogeys og en doublebogey for at slutte dagen 10 over par blandt de sidste i stillingen. Bjørn har andet at koncentrere sig om end eget spil. Desuden har han været plaget af skader på det seneste, igen igen, men alligevel er det trist at se et så stort talent kæmpe med ting, der tidligere virkede helt naturlige. 

Det var evident på hul 10, hvor den 47-årige kaptajn forsøgte at finde fairway ved at punche et langt jern under vinden. Det lykkedes ikke efter hensigten. Han kastede kroppen foran bolden, var ude af stand til at lukke køllehovedet i og sendte bolden dybt ud i den lårhøje rough i højre.

Det er ikke til at sige, om der er mere god golf tilbage i Danmarks mest vindende golfspiller, men det er svært at forestille sig, han igen kommer til at levere på højt plan på denne side af Ryder Cup. 

Jon Rahm kommer næsten med statsgaranti til at spille med på Bjørns hold, og han klarede eftermiddagens strabadser på fornem vis. Måske var de udfordrende forhold endda en god forberedelse til september, når presset bliver endnu større.

- Det er mere mentalt udfordrende end fysisk, og kroppen kun så stærk som psyken. Når man begynder at blive træt, når stressniveauerne er høje ved hvert teeslag, specielt på vej ned af de sidste huller, hvor der er vand, så er der brug for gode slag, og det er mentalt drænende, sagde Rahm til europatouren efter runden.

Han er på en delt syvendeplads, men fredag morgen får han mulighed for at kravle endnu nærmere toppen, når greens er nyklippede og vinden endnu ikke har samlet kræfter.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer