Danny Willetts seneste sejr kom i sidste års DP World Tour Championship. Nu er han måske på vej mod en ny sejr i Rolex Series.

Foto: Getty Images

Status quo i toppen

21/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

To mand har skabt afstand til forfølgerne inden finalerunden ved BMW PGA Championship, og det er de samme to spillere, som startede dagen på en delt førsteplads.

Jon Rahm og Danny Willett gik ind til tredje runde 11 under par, men spanieren skulle kun bruge et enkelt hul på at bringe sig to slag foran. Han slog et kæmpe drive på det krævende første hul, og med en wedge i hånden i andetslaget formåede han at gå fra hullet med birdie. Willett missede green og måtte nøjes med en bogey.

Den tidligere vinder af The Masters var dog hurtigt tilbage i hælene på den spanske debutant på Wentworth West Course, og efter ni huller var de begge -3 for dagen.

Willett nåede også alene i spidsen nogle få huller, men det var Rahm, som gik ind til de to afsluttende par fem huller med sit to-slags forspring genetableret. Det blev formøblet med et par rædselsfulde slag, som kostede bogey på 17. hul og betød, at han skulle kæmpe for par på afslutningshullet.

Der lavede Willett birdie, og derfor er de to helt lige i -15 inden de sidste 18 huller. Der er tre slag ned til de nærmeste forfølgere. Den gruppe består af Justin Rose, Shubhankar Sharma og Christiaan Bezuidenhout.

Med i top-10 efter 54 huller er også Rafa Cabrera Bello (-10), Patrick Reed (-9), Paul Casey (-8), Francesco Molinari (-8) og den norske komet Viktor Hovland (-8). For dem alle gælder det, at der skal scores mange under par søndag, mens de skal håbe på at de førende ikke bringer sig yderligere under par.

Med ni slag til førstepladsen er Rory McIlroys sejrschancer mikroskopiske, men efter sin åbningsrunde i 76 slag har han ikke kastet håndklædet i ringen. Fredag kom verdens nummmer to rundt i 69 slag for at klare cuttet på nummeret, og lørdag spillede han sig helt frem på 18. pladsen med dagens laveste runde i 65 slag.

For den eneste danske finalist gik det den forkerte vej på tredje runde. To bogeys og kun én eneste birdie blev det til for Søren Kjeldsen, og dermed dumpede han ned til 52. pladsen i +1. 

Der er syv milllioner dollars i samlet præmie og masser af point til Race to Dubai. Søndag får Kjeldsen, nummer 97 for sæsonen, mulighed for at garantere endnu en sæson rækken på europatouren.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer