Brendan Steele er 18 huller fra sin første sejr siden 2017.

Foto: Getty Images

Steele lægger formkrisen bag sig

12/01 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Det har været et par hårde år for Brendan Steele. Den tredobbelte vinder på PGA Touren har været uden en top-10 placering i 23 måneder, og fra at være en del af verdens top-50 er han drysset helt ned til nummer 403 denne uge.

Muligheden for at vende rundt på den rædselsfulde formkurve gav det ektra stor betydning, at Steele formåede at spille sig i lørdagens førerbold ved Sony Open på Waialae Country Club, men den 36-årige amerikaner rykkede hurtigt i baggrunden med to tidlige bogeys.

Det kan være svært at forblive i troen, når man møder modgang. Steele har holdt snuden i sporet gennem de hårde tider, og han gjorde det samme lørdag. Det betalte sig, for efter en birdie på femte hul spillede han sig under par for runden med eagle på par fem hullet niende.

- Det var et 4-jern. Nok det bedste slag, jeg slog i dag. Vinden kom fra venstre, og pinden stod i venstre side af green, så jeg havde brug for at slå et rigtig godt slag og få den drejet rundt, forklarede Steele efter runden om det andetslag, der sendte bolden ind til to en halv meter. 

Der var mere godt i vente. Efter birdies på 11. og 12. hul sluttede han runden af med tre birdies i træk. Syv under par på de sidste 10 huller og en runde i -6 bragte Steele alene i spidsen for årets første turnering med fuldt felt. Han er 12 under par og tre slag foran nærmenste forfølger.

- Jeg føler, alle dele af mit spil er så gode, som de nogensinde har været. Jeg er virkelig begejstret over, hvor det er på vej hen, sagde Steele til Golf Channel.

Cameron Smith er alene på andenpladsen i -9. Australieren gik en 66'er, -4, takket være fire birdies i løbet af de fem sidste huller. Med dagens laveste runde i 64 slag – delt med Steele – spillede Kevin Kisner sig frem til tredjepladsen i -8.

Collin Morikawa, Webb Simpson og Ryan Palmer er heller ikke ude af kampen om sejren. De går ind til finalerunden på en delt fjerdeplads i -7 med fem slag til toppen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer