Phil Mickelson har tilbragt de seneste 25 år i verdens top-50. Han er nummer 29 denne uge, og med en sejr rykker han ind i top-20.

Foto: Getty Images

Storspillende Mickelson to huller fra sejren

11/02 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Da førerbolden med Paul Casey og Phil Mickelson gik mod første tee til finalerunden af AT&T Pebble Beach Pro-Am, begyndte det at hagle. Vejret har ugen igennem skabt problemer, og søndag sikrede elemterne, at der skal tages en femte dag i brug for at finde en vinder.

Da banen igen var spilbar, og Casey, Mickelson og Caseys amatørmakker endelig fik starttilladelse, var der fire timer og 44 minutter til solnedgang; ikke nær nok tid til at nå 18 huller i den notorisk langsommelige turnering. Men der var rigelig tid til at vende op og ned på stillingen.

41-årige Casey førte med tre slag, men da Mickelson på 10. hul rullede tre en halv meter i hul for birdie, var de helt lige. Inden da havde den femdobbelte majorvinder lavet birdie på andet hul fra to meter; på fjerde hul fra tre meter; og på niende fra en fod.

Casey havde sværere ved at tage slag fra den ikoniske bane, og i stedet løb han ind i bogeys på 11. og 12. for at give Mickelson overtaget. Den 48-årige amerikaner tog et jerngreb om turneringen med dagens femte og sjette birdies på 13. og 14. Og da mørket lagde sig over den amerikanske vestkyst, var Mickelson 18 under par, tre slag fri i toppen og blot to huller fra målstregen.

De nærmeste konkurrenter er 15 under par. Scott Stallings er færdigspillet i -15 efter en 66'er, mens Casey er i par for dagen og har et putt på en meter på 15. hul for at holde sig i samme score.

Det ligner en procession for Mickelson, når han klokken 17.00 dansk tid går på banen for at vinde turneringen for femte gang i karrieren, men han er ikke begyndt at fejre sejr nummer 44 på PGA Touren endnu.

- Det har været en god dag indtil videre. Jeg elsker denne turnering, og det er sjovt at spille godt. Hvor meget jeg end havde lyst til at blive færdig i dag, så er det nok en god ting. Greens er ret ujævne. I morgen får vi dem nyklippede til de sidste par huller. Det er nok godt for os begge. 

- Vi har to udfordrende huller tilbage, og jeg vil ikke tage forskud på noget. Jeg ved, en masse ting kan nå at ske på de huller – det er tidligere set – så jeg vil forsøge at holde mig fokuseret og komme ud i morgen for at forsøge at gøre arbejdet fædig. Jeg ville ønske, jeg kunne spille videre i aften, sagde Mickelson efter spillet blev stoppet.

Han vandt sin seneste sejr i marts sidste år men mistede siden formen. Tidligt i maj blev det til en femteplads, men resten af 2018 var Mickelson uden en top-10 placering, og han havde en frygtelig Ryder Cup. Nu er han tilbage til sit bedste. Det er allerede blevet til en andenplads denne sæson, og årets første sejr synes lige om hjørnet.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer