Nanna Koerstz Madsen er den første dansker til at hente to andenpladser på LPGA. Den første sejr må være lige om hjørnet.

Foto: Getty Images

Storspillende Nanna scorer karrierens største præmie

29/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Den første danske sejr på LPGA Touren lader vente på sig, men den kommer nærmere og nærmere. Det kan der ikke være nogen tvivl om, efter Nicole Broch Larsens kun fem uger gamle andenplads fra Canada søndag blev kopieret af Nanna Koerstz Madsen på Brickyard Crossing Golf Golf Club.

Den 24-årige dansker gik ind til finalerunden ved Indy Women in Tech Championship på fjerdepladsen med fem slag op til Mi Jung Hur, som lagde sig i front allerede torsdag.

Førstepladsen kom Koerstz Madsen aldrig i nærheden af, men Marina Alex og Maria Torres, som startede dagen på de øvrige podieplaceringer, kunne ikke følge med danskeren.

En tidlig birdie blev udlignet af en bogey på femte, men derfra havde Koerstz Madsen kun kurs i én retning. Efter birdies på syvende, niende og 10. hul fulgte en række pars, men der var en stor slutspurt i vente.

- Go, go, bad Koerstz Madsen inderligt bolden på engelsk på 17. hul, og det vidnede om, hvor fintunet spillet var, at wedgeslaget stoppede en halv meter kort af hullet og udløste en sikker birdie.

Mens putteren ikke havde nogen væsentlig andel i den birdie, spillede den hovedrollen på 18. hul. Koerstz Madsen fandt green, og som sin allersidste aktion i turneringen sænkede hun et langt putt for dagens sjette birdie.

Det blev til en runde i 67 slag, et slag bedre end Mi Jung Hur. Koerstz Madsens total blev 17 under par og det resulterede i en udelt andenplads, fire slag fra vinderen og to slag foran Marina Alex på tredjepladsen.

Det er Koerstz Madsens største resultat i karrieren. Det er anden gang, hun slutter som nummer to på LPGA, men hvor hendes imponerende resultat i Women's Australian Open i 2017 udløste en præmie på 119.765 dollars, er ugens resultat i Indy Women in Tech Championship 186.577 dollars værd. 

Nicole Broch Larsens check på 208.304 dollars fra Canada i august er den største, der nogensinde er skrevet til en dansk damespiller. 

Broch Larsen sluttede af med en runde i par. Det gav et fald fra  nummer 25 til 31. pladsen i -5.

Der er kun en enkelt amerikansk turnering tilbage, før LPGA drager en måned til Østen. Der skal spilles fire turneringer med store præmiesummer uden cut.  Det ser ud til at den senere tids danske topresultater vil bringe både Nicole og Nanna med til Asien.

Link til resultatet 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer