Marcus Helligkilde var en af kun to spillere uden en bogey onsdag.

Foto: ECCO Tour

Sulten Helligkilde får ønskestart på sæsonen

14/04 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

I løbet af de seneste seks måneder har Marcus Helligkilde ikke haft mulighed for at spille turneringsgolf. I stedet har han spist og løftet vægte. Da Smørum-spilleren i efteråret blev nummer otte i Tour Championship, og derved sikrede sig en andenplads på Nordic League, vejede han 73 kilo. Det er en helt anden version, der er mødt op på PGA Catalunya Resort til ECCO Tourens Spring Series.

- Det sidste halve år har jeg brugt på fitness og på at spise rigtig meget mad. Jeg havde et mål med Jakob Nees, en af landsholdsfysserne, om at jeg skulle op på 80 kilo, og jeg skulle kunne svinge den 117 miles per hour ude på banen. Og efter fire måneder nåede jeg så op på 83 kilo. Jeg havde det virkelig godt i kroppen, jeg kunne holde til at træne mere, og så tænkte jeg, at det er så fedt at have det så godt i kroppen og kunne træne så meget, så vi aftalte at prøve at gå efter 90 kilo. Jeg nåede op på 88 i løbet af fem måneder, forklarer Helligkilde over telefonen fra det nordøstlige hjørne af Spanien.

De 15 kilo ekstra fordelt på Helligkildes 185 centimeter har resulteret i den ønskede ekstra fart. I sidste sæson svingede oprykkeren til challengetouren et standard drive med 111-112 mph. Efter den fysiske transformation når den samme type sving nu op på 117 mph. Det svarer til små 15 meters ekstra længde.

Den ekstra fart var belejlig, da ECCO Tour Spanish Masters - by DAT blev skudt i gang onsdag morgen. Ligesom de fleste af de øvrige forhåndsfavoritter blev Helligkilde sendt ud på Stadium Course. Det er den sværeste af de to turneringsbaner - også selvom det i år er mindre risikabelt at rykke igennem med driveren.

- Banen står perfekt. Den er sat nemt op, og så havde vi nemme vejrforhold også. Der er ryddet rigtig meget rough ud mellem træerne, og det er også derfor, jeg får meget ud af at slå en hård driver i stedet for bare at slå en, der finder fairway.

I løbet af dagens 18 huller producerede Helligkilde seks birdies, heraf fire i træk fra 11. hul. Årets første tællende runde kostede ikke en eneste bogey, og hans score i 66 slag var den bedste af alle på Stadium Course. I den samlede stilling rækker scoren i -6 til en udelt andenplads. På den noget nemmere Tour Course var ireren Paul McBride syv under par efter en runde, som talte hele ni birdies.

Nok var Helligkildes ekstra fart i køllen en hjælp onsdag, men golf er og bliver et mentalt spil, og dagens resultat tilskrives først og fremmest en ændring i tilgangen.

- I de seneste fire-fem dage har jeg har surmulet lidt over, at tingene de ikke gik perfekt. Og jeg har generelt ikke syntes, det var fedt at skulle træne, og bare generelt haft en dårlig indstilling til det. Og så bestemte jeg mig for, at jeg bare skulle ud og have det fedt i dag - ligegyldigt hvad - og det gjorde jeg så. Og det er egentlig hovedårsagen til, at jeg spiller god golf i dag, siger Helligkilde mens han fører statistik over dagens arbejde.

Han er ikke den eneste dansker, som kom godt fra start. Morten Ørum Madsen vandt en af ECCO Tourens vinterturneringer på PGA Catalunya i 2019, og han er igen at finde nær toppen. En runde i -5 på Stadium Course giver ham tredjepladsen alene. 

På samme bane var Niklas Nørgaard Møller fire under par, og den score rækker til en delt fjerdeplads med blandt andre Simon Bukrinsky og Rasmus Broholt Lind, som spillede Tour Course. Det er ikke den eneste fra familien Broholt Lind, som er godt kørende for tiden. 

Se stillingen her

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,792,917
  • Unique Visitor:196,530
  • Registered Users:171,161
  • Unregistered Users:31,744
  • Blocked Users:12,488
  • Published Nodes:16,674
  • Unpublished Nodes:330
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.235.227.117
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:145
    • This week:10,026
    • This month:47,194
    • This year:3,793,788