Sebastian Söderberg blev degraderet efter sin første sæson på europatouren i 2017. I sit andet forsøg er han nu garanteret mindst to år mere på højeste niveau.

Foto: Getty Images

Svensker vinder kæmpe omspil

01/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Tilskuerne var mødt op i rekordtal på Crans-sus-Sierre Golf Club for at se Rory McIlroy, og de fik verdens nummer to at se i kamp om sejren hele vejen og lidt til.

72 huller var ikke nok til at afgøre turneringen. Fem spillere sluttede 14 under par og blev sendt ud i et kæmpe omspil. Det blev svenske Sebastian Söderberg, som løb med en sejr, han burde have sikret sig i ordinær spilletid.

Den 28-årige med bopæl i Göteborg fik en femteplads med fra sin hjemby for en uge siden, og i Omega European Masters havde han kurs mod sejren, da han alene i spidsen stod over et birdieputt på få meter for at øge sit forspring på 17. hul. Söderberg havde lavet fem birdies i træk fra 10. hul, men da karrierens første titel på europatouren skulle sikres, sad nerverne uden på tøjet. 

Han bankede sit første putt halvanden meter forbi hullet og missede returputtet for par.  Dermed var han helt lige med spillemakkerne Lorenzo Gagli og McIlroy. 

McIlroy var to over par for sine første 11 huller søndag, men han spillede sig tilbage i titeldysten med fem birdies på de næste seks huller. Han var igen ved at smide chancen for omspil på 18. hul, hvor et skævt drive ikke gav anden mulighed end at pitche bolden tilbage i fairway. Med en wedge i hånden slog han bolden ind til en sikker par, og den samme score fik Söderberg og Gagli på hullet.

I bolden bagved kom finnen Kalle Samooja i klubhuset i samme score, og fra førerbolden sluttede Andres Romero sig til kort tid efter til omspillet. 

Af de fem mand, der måtte ned på 18. tee igen, var Söderberg den eneste, som fandt fairway, men han var ikke den eneste, som slog tæt på pinden i andetslaget. Fra roughen i venstre sendte McIlroy bolden ind til et par meter. Fra Roughen i højre navigerede Samooja sit wedgeslag ind til samme afstand fra hullet. 

Söderbergs birdieputt var marginalt længere, så da først Gagli havde været i vandet, og Romero havde slået sit lange birdieputt forbi, lagde svenskeren pres på ved at sænke sit forsøg.

Derefter missede FedEx Cup-vinderen McIlroy sit birdieputt, og da Samooja også brændte sin chance, kunne Söderberg fejre sejren.

Med en check på 416.660 euro – og 585 point til  Race to Dubai – rykker Söderberg fra en kamp om at beholde  sit europatourkort og helt frem til 47. pladsen - med kurs mod DP World Tour Championship for første gang i karrieren.

Mens svensk golf kunne fejre årets første sejr på europatouren, var Danmark et godt stykke fra at få sin. Lucas Bjerregaard holdt sig i nærheden af toppen i løbet af de to første dage, men weekendrunder i 70 og 68 slag sendte frederikshavneren ned til en delt 28. plads i -8.

For tredje uge i træk klarede Joachim B. Hansen cuttet. Efter et sløvt udlæg i 73 slag producerede han tre runder i 60'erne. Med birdies på hul 17 og 18 søndag kom han rundt i 67 slag og fik en 43. plads i -5 med fra Schweiz.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer