Thomas Bjørn glæder sig til tribunen ved første tee fyldes med tilskuere fredag morgen.

Foto: Getty Images

Thomas Bjørn: - Det bliver specielt, det bliver unikt, det bliver stort

25/09 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

- Hvis det fortsætter sådan her, så får vi på et tidspunkt 60.000 tilskuere siddende på første tee, sagde Thomas Bjørn tirsdag på sit daglige pressemøde frem mod Ryder Cup. 

Konkurrencen har vokset sig stor. Det ses i medieteteltet, hvor mere end 400 har fået skrivebordsplads og mange må klare sig uden. Det ses tydeligere endnu omkring første tee, hvor en mammut af en tribune står klar til at huse mere end 6000 tilskuere fredag morgen.

Dansk golf er udkommet i en elektronisk udgave med masser af Ryder Cup-stof. Læs magsinet her.

- Der er en mulighed her, fordi pladsen er der til det. Jeg tror bare, det bliver en af de mest utrolige oplevelser i sport at være på første tee.

- Har jeg haft input? Jeg har haft samtaler med organisatorerne og Ryder Cup Europe om, hvordan det skulle være. Men jeg tror, at der hele vejen igennem har været en følelse af, at denne Ryder Cup bliver ret speciel. Det bliver ret unikt. Det bliver stort, sagde Bjørn.

Det ligger fast, hvad der venter spillerne, men ikke hvilke spillere. Svaret ligger ikke nødvendigvis i boldene fra tirsdagens træningsrunde, hvor den danske rookie, Thorbjørn Olesen, gik de 18 huller på Albatros Course med Jon Rahm, Paul Casey og Rory McIlroy.

- De hygger sig derude, og nogle af de nye gutter er i bold med nogle lidt mere erfarne spillere, så de kan tale sig rundt. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de bliver parret sammen. Det handler mere om at få en god snak på banen. Fire af dem havde medieforpligtelser i morges, og derfor blev det sådan, at de gik ud sidst. Resten blev planlagt ud fra det.

- Jeg føler ikke, jeg har afsløret noget ud fra, hvad der er foregået på banen i dag. Men i enhver Ryder Cup opstår tingene ud af det blå og udvikler sig i løbet af ugen, og det sagde jeg også i går. Man forbereder sig 80-85 procent, og så kan nogle ting ændre sig i løbet af ugen. Men jeg er ret fast besluttet på, hvilken retning, jeg gerne vil tage tingene fra starten af, og så kan tingene selvfølgelig ændre sig i løbet af de to dage, sagd Bjørn.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer