Thorbjørn Olesen spillede Pebble Beach i par, samme score som Graeme McDowell vandt i, da banen senest var vært for US Open.

Foto: Getty Images

Thorbjørn lægger ud i vinderscore

13/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Den 119. udgave af US Open har været ventet med spænding. Pebble Beach, en af verdens mest ikoniske baner, er vært for første gang siden 2010, men tidligt torsdag mindede det mere om en AT&T Pebble Beach Pro-Am end en US Open. Vinden var moderat og banen våd, hvilket gav backspin på greens, og selv fra roughen havde spillerne ofte mulighed for at slå efter green uden de store udfordringer.

En af de spillere, som formåede at udnytte de gunstige forhold, var Thorbjørn Olesen. Den 29-årige dansker var blandt de første på banen, og han kom rundt i par. Senest, Pebble Beach var vært for US Open, var Graeme McDowells vinderscore netop par. Det er et udtryk for de medgørlige forhold, at Olesens runde i 71 slag ”blot” rakte til en delt 28. plads, da han kom i klubhuset.

Det er 20. gang i karrieren, at Olesen stiller til start i en major. Ud af de 19 første har han leveret to top-10 placeringer og 12 klarede cuts, heraf de fire seneste. Det er en imponerende statistik samlet set, men i US Open har Olesen ikke haft heldet med sig. Det er tredje gang, han spiller med, og han har stadig sit første klarede cut at se frem til. 

Midt på runden nåede den danske Ryder Cup-helt helt op på en delt førsteplads, da han lavede en eagle og et par birdies i løbet af en håndfuld huller for at nå til -3. Han afleverede et slag tilbage på 11. hul og sluttede med bogeys på 17. og 18.

Trods den ærgerlige afslutning er det et flot udlæg, specielt set i betragtning af, at han kun ramte halvdelen af de små greens in regulation.

I skrivende stund fører Rickie Fowler årets tredje major i -5. Rory McIlroy, Jon Rahm, Martin Kaymer, Bryson Dechambeau og McDowell er blandt spillerne, som også er på vej mod runder under par.

Først senere i aften går Lucas Bjerregaard på banen. Det samme gælder Tiger Woods og den dobbelt forsvarende mester, Brooks Koepka.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer