Vanen tro trak Tiger Woods et hav af mennesker med sig lørdag, og de fik rigeligt at juble over.

Foto: Getty Images

Tiger melder sig ind kampen

21/07 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Der er gået mere end et årti, siden Tiger Woods senest vandt en major, og næsten ni år siden han kørte ind i en brandhane og fik sit privatliv på forsiderne af alverdens aviser.

Siden har Woods været både verdens nummer ét og langtidsskadet, men i majors har han ikke haft dét, som tidligere skilte han fra alle de andre.

Fysisk lader den 42-årige til at være bedre stillet end i årevis, men mentalt har han stadig noget at bevise på den største scene. 

Det får han en chance for søndag, for under tredje runde af The Open på Carnoustie spillede Woods sig op gennem stillingen. 

Han var allerede to under par, da han bankede et langt putt i bagkanten af hullet for birdie på hul ni. Derpå slog han bolden ind til en fod med et 9-jern på hul 10 og fik en simpel birdie på 11. efter at have drivet bolden op i greenkanten.

Woods nåede også til seks under par for runden og var for en stund delt på førstepladsen, men på det svære hul 16 blev en god birdiechance forvandlet til en bogey, da bolden efter betænkningstid bestemte sig for at trille af green og ned i en dal.

De to første runder havde Woods gode birdiechancer på hul 18 for at gå runder under par. Det var den slags putts, som tæller præcis ligeså meget som alle andre slag, men som synes at bære større betydning. Det var den slags putts, som kunne sende et signal til kunkurrenterne, den slags slag, som  Woods tidligere altid syntes at eksekvere til perfektion. Begge putts blev misset.

Lørdag endte han igen i en situation på hul 18, der kan blive afgørende for chancerne i den 147. Open Championship. Efter næsten at have slået sit teeslag i vandet, lagde Woods op. Derfra slog han en wedge tæt på og sænkede puttet for par og en 66'er.

- Det virkede som om, alle gik seks-syv under par tidligt på dagen. Jeg tænkte, jeg kunne gøre det samme, og jeg havde brug for det med de førende i seks under par. Jeg tænkte, de måske ville nå til ni eller 10 under par, så jeg havde brug for at gå ud og angribe, sagde Woods til Sky Sports.

Klokken kvart over syv svarer den 14-dobbelte majorvinders total i -5 til en delt ottendeplads. Kevin Kisner og Jordan Spieth fører an i -8.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer