Tiger Woods er ikke altid helt sandfærdig, når det kommer til omfanget af hans skader, så tiden vil vise, om det kun er en mindre forstrækning, der har fået ham til at stoppe efter første runde i New Jersey.

Foto: Getty Images

Tiger skadet og færdig i The Northern Trust

09/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Efter en åbningsrunde i 75 slag i den første af slutspilsturneringerne i FedEx Cuppen, The Northern Trust, der placerede Tiger Woods nær bunden af stillingen, havde det største navn i golf stadig håb om at spille sig med til weekenden.

- Jeg må finde en måde at vende det rundt og komme under par, og så forhåbentlig klare mig videre og få en chance for at fortsætte med at gå lavere og lavere i løbet af weekenden. Men jeg bliver nødt til at få min total til røde tal efter i morgen, sagde Woods torsdag efter sin runde.

Det kommer ikke til at ske. Fredag, flere timer inden han skulle på banen til anden runde, trak den 43-årige sig med en skade.

- På grund af en mild forstrækning af en skrå mavemuskel, der har ført til smerter og stivhed, har jeg trukket mig fra The Northern Trust. Jeg fik behandling tidligt fredag morgen, men desværre har jeg ikke været i stand til at konkurrere.

- Jeg vil gerne takke fans fra New Jersey og New York for deres støtte, og jeg håber fortsat på at jeg kan spille næste uge i BMW Championship, udtalte Woods gennem PGA Touren.

Skadeslisten gennem karrieren er lang for Woods, og blandt andet har han været nødt til at blive opereret tre gange i knæet og fire gange i ryggen. Sidste år gjorde han comeback og spillede et travlt program –  travlt efter hans standarder. Det sled hårdt på kroppen, har han siden indrømmet, og det har ført til et lettere program i 2019.

The Northern Trust var Tigers kun femte start siden sejren i årets første major i april, og flere gange har fysikken set ud til at hindre ham i at spille frit. Det var også tilfældet onsdag under hans Pro-Am, hvor han kun slog lange slag på de første ni huller og derefter nøjedes med at chippe og putte.

Mens Woods er færdig denne uge på Liberty National Golf Club, har Jordan Spieth fundet vej til toppen. Med en anden runde i 64 slag nåede Spieth til -11, og han ligger på en delt førsteplads med Troy Merritt, som førte efter første runde og har spillet fem huller af dagens arbejdsdag. 

Spieth er uden en sejr siden The Open 2017.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer