Danmarks nykårede europamestre.

Foto: EGA

Triumfen er en realitet - Danmark er europamestre

13/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Spanien er en europæisk supermagt, når det kommer til golf. Nationen fra den Den Iberiske Halvø producerer det ene kuld talenter efter det andet – herrer som damer – og det vidner resultatlisten ved pigernes EM om. 

I løbet af de 24 første udgaver af europamesterskabet har spanierne vundet syv gange, og lørdag fandt de sig igen i finalen, endda på hjemmebane. Modstanderne var Danmark, som aldrig tidligere har haft et pigelandshold i finalen ved EM. 

Er skibet stadig det samme, når alle delene er blevet skiftet ud? Det eviggyldige spørgsmål bliver ikke besvaret her, men historien må have en vis tyngde, og selv hvis det ikke var tilfældet, har Spanien fordel af at være en nation med 39 millioner indbyggere mod Danmarks små seks.

Guldpiger i ekstase: - Det er slet ikke feset ind endnu

Ikke desto mindre var det hjemmeholdet, som var heldige at slippe af sted med 1-1, efter danskerne havde domineret store dele af foursome-sessionen.

Dermed var der lagt op til en uhyggeligt anspændt serie singles, og det kom hurtigt til at stå klart, hvor afgørelsen skulle falde.

Amalie Leth-Nissen vandt hurtigt med 6&4, og det tog ikke lang tid for Anne Normann at følge trop med en endnu mere overbevisende sejr på 6&5. Til gengæld tabte både Natacha Høst Husted og Cecilie Leth-Nissen med de samme cifre, og så var der noget atypisk kun første single tilbage på banen.

Med den samlede stilling 3-3 havde Alberte Thuesen fordel af at være 3up inden de sidste fire huller mod Carolina Lopez-Chacarra Coto. Den 18-årige fra Mølleåen er nummer 1178 på verdensranglisten, mere end 1000 placeringer under sin modstander, men Thuesen stod for det kæmpemæssige pres og sikrede Danmark de historiske guldmedaljer med en sejr på 3&1.

De seks danske europamestre er: Amalie Leth-Nissen, Cecilie Leth-Nissen, Anne Normann, Natacha Høst Husted, Olivia Grønborg og Alberte Thuesen. I slagspilskvalifikationen sluttede de på tredjepladsen, og fra kvartfinalerne og frem til afgørelsen bidrog samtlige spillere med point til den danske sejr.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer