Utroligt comeback redder Emily på Q-School

18/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Emily Pedersen har oplevet meget modgang i de seneste par år, men på intet tidspunkt har hun givet op. Efter hver eneste nedtur har hun rejst sig igen, arbejdet videre mod målet. 

Af modgang bliver man stærk siges, det, og hvis det er sandt, var Pedersen bedre rustet end de fleste til at tackle en frygtelig første tredjedel af finalerunden ved Stage II af LPGA Tourens Q-School.

Den 23-årige dansker var på 27. pladsen efter 54 huller og akkurat på den rigtige side af grænsen mellem succes og fiasko; mellem avancement til Final Stage og en fremtid på en mindre tour.

Pedersen fik en birdie på dagens andet hul, men derfra kørte det helt af sporet på Plantation Golf & Country Clubs Bobcat Course. De fire næste huller blev spillet i bogey, double bogey, par, bogey, og med det styrtdykkede danskeren til en placering uden for top-50. 

Med 12 huller tilbage, en samlet score i par og fire slag op til videre kvalifikation hang Pedersens håb i den tyndeste sytråd, men som det har været tilfældet hele vejen gennem de hårde tider, blev håndklædet ikke kastet i ringen. 

I stedet blev der kæmpet. Og kæmpet og kæmpet. Tre birdies i træk fulgte, hvilket reducerede skaden til +1 for de første ni huller. Det var ikke nok, men Pedersen var heller ikke i nærheden af at være færdig.

En birdie mere fulgte på dagens 11. hul, så igen på 16., og på turneringens 72. og sidste hul fuldendte den tidligere europamester sit comeback. Pedersen spillede de sidste 12 huller i -6. Det blev også hendes total for turneringen, og det gav en delt 19. plads. 40 spillere sluttede i -4 eller bedre og klarede skærende.

Pedersens bedrift viser enorm styrke, og for den i sig selv fortjener hun næsten en plads på LPGA. Desværre er rejsen mod golfens stærkeste tour først lige begyndt. Forude venter otte runder på Pinehurst, og den første spilles allerede onsdag.

Der kommer Malene Krølbøll ikke med til start. Efter to runder over par begyndte Krølbøll at spille bedre, men hun nåede aldrig inden for top-100 og var derfor ikke i nærheden af at klare kravet.

Link til resultatet

User Comments:

  • Double bogey

    18/10 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

    Hej Erling - du har ret, jeg har lige rettet det til double bogey. vh Claus/Golf.dk

  • Flot!

    18/10 - 2019 | Erling Torben Mørk

    Jeg tror ikke, der er mange inkarnerede golfere, der har tvivlet på Emily’s kvaliteter som golfspiller, og som ikke har undret sig over, at hun har fået så megen modgang i så lang en periode, uden at vi rigtig har set en forklaring på, hvor problemerne har ligget. Nu har hun vist, at i hvert fald den mentale side er ved at være på plads, for der er ikke mange, der kan komme så flot igen efter sådan en start. Så pøj pøj med Final Stage. Håber, det lykkes, så vi igen kan få samlet vores trio på LPGA-turen. Og til Mikkel Ring: det gik vist lige hurtigt nok. Emily fik “kun” en dobbeltbogey.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer