Jeff Winther delte syvendepladsen med syv andre spillere.

Foto: Getty Images

Winther henter karrierens næstbedste placering

09/12 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Som søndagen skred frem, kom det til at stå klart, at Louis Oosthuizen ville vinde South African Open, hans første titel i små tre år og hans første sejr i sit eget nationale mesterskab. 

Den 36-årige var allerede langt foran, da han slog sit andetslag ind til en garanteret eagle på 14. hul. Han rundede ugen af med en 67'er på Randpark Golf Clubs Firethorn Course og sluttede samlet 18 under par for en sejr på seks slag.

Mens spændingen om titlen forsvandt, var der masser af drama omkring kampen for at kvalificere sig til næste års Open Championship. De tre bedste (i top-10), som ikke allerede var var kvalificeret, modtog billet til det, de fra 2019 bliver årets sidste major.

Den kamp havde dansk deltagelse i form af Jeff Winther. Efter en tredjeplads på Q-School i november sæsondebuterede den 30-årige i Johannesburg. Sydafrika var stedet, hvor Winther hentede karrierens største resultat – en andenplads i Tshwane Open 2016 – og i samme nabolag var han igen succesfuld denne uge.

Den eneste danske finalist startede finalerunden på niendepladsen. Han var et slag over par efter syv huller, men så fulgte dagens første birdie. Det fulgte tre mere i løbet af de næste seks huller, og da Winther to-puttede for birdie på 14. hul, var han pludselig på tredjepladsen, i position til at kvalificere sig til karrierens første major. 

Han kan stadig nå med til The Open, men billetten blev ikke sikret i denne omgang. På hul 15 slog Winther et skidt teeslag og endte i en greenbunker langt fra hullet. Fra et grimt leje hakkede han bolden over green og ned i en anden bunker. Det resulterede i en ddoublebogey, og så skulle der to birdies til i løbet af de tre sidste huller, hvis Winther skulle med til Royal Portrush.

Sensationen udeblev, og i stedet for at jagte birdies måtte han kæmpe hårdt for par med et putt på seks-syv meter på 16. hul. I sidste ende blev det til en runde i 70 slag, -1. Det fik totalen til -9, hvilket rakte til en delt syvendeplads.

Det er Winthers næstbedste placering i sine 68 turneringer. Det er tredje gang, han slutter i top-10.

I sine tre første sæsoner lykkedes det ikke Winther at slutte højt nok på Race to Dubai til at få spillerettten fornyet, men syvendepladsen er en glimrende start på vejen mod top-110 i 2019.

For to uger siden vandt Kurt Kitayama i Hong Kong efter at have spillet sig gennem alle tre led af Q-School. Denne uge blev Romain Langasque – oprykker fra challengetouren - den nærmeste konkurrent til Oosthuizens titel. Noget peger i retning af, at europatourens nye medlemmer kommer til at sætte et tydeligt aftryk på den nye sæson. Sammen med Charl Schwartzel og Oliver Wilson fik han adgang til The Open.

I kraft af sin sejr tilbage i 2010 var Oosthuizen allerede kvalificeret dertil. The Open er verdens ældste golfturnering, og South African Open hører også til blandt de ældste. Det gjorde sejren til noget helt særligt for den 36-årige.

- Jeg vidste, i dag ville blive helt speciel eller ende med et knust hjerte. Der er kun nogle få spillere, som både har vundet The Open og SA Open, så jeg er henrykt over at få mit navn på listen.

- Det føles meget specielt. Det er perfekt, sagde Oosthuizen til euroopatouren.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer