Jeff Winther lavede fire birdies i træk fra hul 13 på vej mod en 64'er onsdag på Q-School.

Foto: Getty Images

Winther nærmer sig et Q-School hattrick

14/11 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

I 2016 gjorde Jeff Winther det, ligeså i 2017, og onsdag spillede den 30-årige dansker sig i position til en tredje succesfuld tur på Q-School. 

Tre af Lumine Golf Clubs greens var blevet vandaliseret slemt i løbet af natten, men hurtigt og effektivt arbejde af greenkeeperne sikrede, at femte runde kunne afvikles planmæssigt på Lakes Course. Det betød, at Winther fik mulighed for selv at gøre grimme ting ved banen.

Syv birdies og 11 pars gav dagens næstbedste score og sendte Winther frem til en delt fjerdeplads i -20. Kun et misset birdieputt fra lidt over en meter på sidste hul afholdt ham fra at overnatte med del i førstepladsen.

- I dag putter jeg pisse godt. Jeg misser et putt på sidste, ellers har jeg ikke misset noget. Det har været fire-fem meter putts for birdie hver gang, og de er gået i. Så det kan man ikke rigtig brokke sig over. Jeg har spillet rigtig godt i dag. Stabilt. Jeg var ikke i problemer på noget tidspunkt, det var bare en helt anden runde end i går, sagde han efter sin 64'er.

- Greenkeeperne gjorde et fantastisk stykke arbejde for at få dækket hullerne. Min caddie var ude at gå i morges, inden runden gik i gang, og han sagde, at det lignede, der var tre gravsteder. Men det lagde man over hovedet ikke mærke til. 

Winther har fem slag ned til en delt 24. plads, og det lyder ikke som om, han på noget tidspunkt har tvivlet på, hvad resultatet af ugen skulle blive. 

- Jeg synes, jeg er god nok til at være derude på europatouren på fuld tid. Så jeg havde en forhåbning og en forventning om at gå ned og gøre det godt igen. Jeg havde et godt resultat hernede sidste år, så jeg tænkte, ”hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det igen?”.

- Nu har jeg spillet denne her bane ret mange gange. Jeg kender den, og der er ret bredt. Det er forholdsvis svært at lave rigtig høje tal på her. Jeg synes, greens har været gode, og jeg har puttet rigtig godt, holdt mig i banen. Der var kun lige i går, hvor jeg for alvor måtte kæmpe med næb og kløer for overhovedet at holde den under 80. Det føltes meget værre end det var. 

Selvtillid er en god ting at tage med til Q-School, men evnen til at koble fra og tage tingene stille og roligt er måske Winthers største styrke. I et uendeligt stressende miljø er der noget unaturligt ved den lethed, han griber opgaven an på. Han griner, stikker venligt til sine spillepartnere, og selv når bolden ikke agerer efter planen, fornemmer man en slags glæde ved irettesættelen af sig selv. 

- Hvis du skal være seriøs i seks dage i træk, så bliver du hjernedød. Det kan man ikke holde til. Du bliver nødt til at holde humøret lidt oppe samtidig. Ellers holder den ikke i længden, lyder opskriften. For de fleste uendeligt meget nemmere sagt end gjort.

Winther føler sig komfortabel og med god grund. Men ingen kan føle sig helt sikre. Efter 90 huller er der kun syv slag mellem nummer ét og 27. 

Anders Hansen er på 15. pladsen i -16. Derfra kan han kun tabe et enkelt slag til forfølgerne og alligevel holde sig i top-25.

For de tre øvrige danske deltagere skal der lave runder til torsdag, hvis den garanterede kategori til challengetouren skal byttes ud med en plads i Europas bedste række.

Både Martin Leth Simonsen og Nicolai Tinning klarede sig rundt i 67 slag på femte runde. Simonsen er nummer 47 i -11, Tinning et slag efter på 52. pladsen. Efter en runde i par er Christian Gloët nede som nummer 64 i -8.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer