13/04 - 2018 |

Golf er en super god sport, for både piger og drenge. Det betyder også, at det er vigtigt at der findes nogle rammer omkring golf, der tiltaler begge køn, hvis vi gerne vil give alle børn en god oplevelse med golf. Børn er forskellige – også når det gælder golf.

 

DGU har oplevet stor efterspørgsel fra golfpigerne på arrangementer kun for piger. Der er længere mellem pigerne i golfklubberne i dag og mange piger trives som en del af den overordene juniorafdeling, men efterspørger også specifikke aktiviteter, hvor de sammen med andre piger, kan dyrke deres sport. Ofte er der få piger i den enkelte klub, og et godt netværk på tværs af landets golfpiger er derfor vigtigt for at fastholde pigerne i golfsporten.

 

I forbindelse med fokus på pigerne, anbefaler DGU at klubberne inviterer pigerne fra de omkringliggende klubber til deres aktiviteter. Derudover anbefales det, at have fokus på det sociale aspekt af golf – at føle sig som en del af et fællesskab og opleve anerkendelse – har stor betydning for børns valg af sport. Brug f.eks. en halv time sammen med pigerne efter træning, hyg jer med et stykke kage, farvelæg bolde eller lav andre sociale aktiviteter, hvor der kan blive hygget og snakket en masse.

 

Ovenstående betyder ikke, at pigerne ikke kan være en del af aktiviteter med drenge, men blot, at de gerne vil begge dele. Derudover er børn ikke ens, så det anbefales altid, at man taler med sine juniorer om deres behov og ønsker.