Om turneringer

I 2020 implementeres en ny aktivitets- og turneringsstruktur for U25 spillere. Denne struktur skal sikre, at der er et turneringstilbud til alle børn og unge uanset alder og niveau. Turneringerne er tilpasset det enkelte barn, således at det bliver sjovt, udviklende og fyldt med gode oplevelser at spille turneringsgolf.

 


NYE- OG HØJHANDICAPPEDE BØRN OG UNGE
For de nyeste og spillere, der ikke har fået taget helt hul på turneringsgolf, arrangeres der træf lokalt, der skal gøre det trygt og attraktivt at komme til golfturnering.

 


MIDDEL- OG ØVEDE U25 SPILLERE
For middelspillere/øvede spillere er det muligt at deltage i en række turneringer, der fokuserer på udvikling og kvalitet, og spillernes ønsker er i fokus.

 


ELITE U25 SPILLERE
Eliteturneringerne har fokus på direkte konkurrence og henvender sig til spillere, der har lyst til og ambitioner om at konkurrere på højt plan.

 


TURNERINGER PÅ TVÆRS
Golf er en unik sport, fordi alle kan spille med alle. Det er en grundværdi, og selvfølgelig er der turneringer, der samler, og har fokus på det sociale.

 

Gældende principper

HOLD- MAKKER OG INDIVIDUELT

Det første gennemgående og vigtige princip for strukturen er, at alle U25 spillere uanset alder og niveau skal have mulighed for at spille hold- makker og individuelt spil. For spillere med et lavt niveau er alle disse spilelementer inkorporeret i træfkoncepterne og for den resterende gruppe findes der turneringer af alle tre typer på alle niveauer.

 

PROGRESSION OG UDVIKLING

Strukturen er også opbygget således, at man kan stige i niveau og møde nye udfordringer, eller man kan stige i alder og møde nye udfordringer. Uanset motivationen er progression for den enkelte nemlig afgørende. Der findes et udbud til alle niveauer og alle aldre, men lige så vigtigt er der hele tiden en rød tråd frem imod det næste, man kan spille.

 

HANDICAPGRÆNSER

Hovedprincip: Grænserne for hver enkelt turnering er den generelle anbefaling, som i langt de fleste tilfælde vil være passende for det enkelte barn.

 

Undtagelse 1: I turneringer hvor der spilles med handicap skal børn, der flyttes til en anden turnering/række ligge indenfor en defineret handicapmargin. Er det ikke tilfældet, er det ikke niveaumæssigt forsvarligt at rykke barnet op eller ned i niveau. Handicapintervallet fremgår af turneringsbetingelserne til de enkelte turneringer.

 

Undtagelse 2: Ved scratch turneringer er det som udgangspunkt kun muligt at spille i en anden række end den, man er tiltænkt, hvis det er en række, hvor ens handicap er højere end rækkens anbefaling. Her er det i særlig grad vigtigt at være opmærksom på, om det enkelte barn er mentalt klar til det. Husk dog altid at tjekke turneringsbetingelserne for muligheder. 

Mere om den nye struktur

Ønsker du et dybere kendskab til baggrunden og overvejelserne bag den nye aktivitets- og turneringsstruktur, så anbefaler vi at du læser rapporten ”Aktivitets- og turneringsstruktur for U25 spillere”.