Golfsportens Natur- og Miljøfond har netop besluttet at tildele midler til fem spændende projekter, der bl.a fremmer biodiversiteten og miljøbevidstheden i golfklubberne. Her er en kort præsentation af de støttede initiativer:
- Værløse Golfklub
Klubben afholder en "Bedsteforældredag" med fokus på generationernes samarbejde om at fremme biodiversiteten. Aktiviteterne omfatter opsætning af fuglekasser, bygning af pindsvinebo og kvashegn samt uddeling af en skattejagtsbog for børn.
- Juelsminde Golfklub
Klubben planter en erstatningsskov med løvfældende træer som eg, bøg og kirsebær for at erstatte syge grantræer. Tiltaget vil øge diversiteten af insekter og fugle og medvirke til et varieret landskab til glæde for klubbens medlemmer og gæster.
- Køge Golf Klub
Med opsætning af fire store insekthoteller skaber klubben nye levesteder for insekterne. Projektet giver medlemmerne en tættere kontakt til naturen og gør banen endnu mere attraktiv for både golfspillere og naturelskere.
- Lübker Golf Klub
Klubben ønsker at oprense et eksisterende vandhul for at forbedre levevilkårene for sjældne paddearter. Projektet vil tjene som inspiration for andre klubber med lignende vandmiljøer.
- Tange Sø Golfklub
Initiativet omfatter opsætning af bl.a. insektbo, rovfuglekasser, flagermuskasser og pindsvinebo. Derudover produceres plancher, der informerer medlemmer og gæster om biodiversiteten på banen.
Disse projekter viser, hvordan golfbaner kan bidrage til naturbeskyttelse og øge bevidstheden om miljøet, samtidig med at de skaber værdi for medlemmerne.
På billedet øverst ses to af sidste års projekter: Pileø i Skærbæk Mølle Golfklub og Træplantning i Sønderjyllands Golfklub