Deadline for tilmelding til 4. afdeling af D-Tour: d. 20. juni kl. 12.00
Sådan siger 12-årige Felix, der spillede sin allerførste turnering i weekenden – og allerede glæder sig til at spille mere.
D-Tour by Golfstore og D-Tour Mini er Danmarks største turnering for børn og unge, og nu nærmer 4. afdeling sig med hastige skridt. Har I endnu ikke tilmeldt jeres juniorer, så er fristen d. 20. juni kl. 12.00 – og man kan sagtens være med, selvom man ikke har spillet de første afdelinger!
Felix, som til daglig spiller i Dragør Golfklub, deltog i D-Tour i Ishøj og havde en oplevelse, han sent vil glemme:
“Jeg fik prøvet at spille en anden bane end den, jeg plejer – og jeg fik en ny ven,” fortæller Felix.
“Det var fedt, de andre var rigtig søde. Vi talte både om golf og om andre sjove ting, og vi bakkede hinanden op – også forældrene.”
På spørgsmålet om, hvad han var mest spændt på forud for turneringen, svarer han:
“Hvem jeg skulle møde, hvordan banen var og hvordan jeg ville spille.”
Og hans råd til andre børn, der overvejer at prøve turneringsgolf for første gang?
“Bare kom afsted – det er slet ikke så farligt.”
Hans far, Christian, roser også den modtagelse, de har fået i Dragør Golfklub:
“Som forældre (der ikke selv har spillet før nu) til en ny golfer, synes jeg, man bliver taget fantastisk imod. Man kan virkelig mærke, at juniorudvalg og trænere gør et stort arbejde for at fremme juniorgolf.”
Som ny i golfsporten er der mange ting at få styr på, og det kan for både børn og forældre være svært at vide hvornår og hvordan man tager hul på turneringerne. Derfor opfordrer vi alle til at hjælpe nye spillere og forældre i gang med denne del hurtigst muligt og hele vejen ud på første tee.
Husk tilmeldingsfristen: 20. juni kl. 12.00
4. afdeling spilles den 28. juni, og der findes rækker for alle – både med og uden handicap.
Så uanset om man er nybegynder eller har spillet turnering før, er man mere end velkommen.
Lad os få så mange børn og unge som muligt ud og opleve turneringsgolfens fællesskab, sjove udfordringer og nye venskaber.