Hvis man spørger golfspillere er der ingen tvivl om at golf er sundt. Men kan golfsporten bruges til at fastholde en sund livsstil og dermed fremme en bedre livskvalitet, ved at forebygge eller udskyde nogle af de alvorlige følgesygdomme til type 2-diabetes - som blindhed, amputationer og hjertekarsygdomme.
Det ønsker Dansk Golf Union at undersøge og har, med ACTIVE institute, Aarhus Universitet som projektleder, søsat et pilotprojekt, hvor en række type 2-diabetikere bliver introduceret til at spille golf for at teste, hvilken indvirkning det har på deres sundhed og livskvalitet.
Pilotprojektet er første skridt i et større sundhedsprojekt, hvor en stor gruppe type 2-diabetikere skal have testet den sundhedsmæssige effekt ved at spille golf.
De 14 type 2-diabetikere, som deltager i pilotprojektet, tilbydes gratis golf i Mollerup Golf Club i Århus og får i en periode tilknyttet en træner og en mentor, der skal hjælpe dem til at blive integreret i klubbens liv. Deltagerne skal løbende lave træningsdagbog over hvilken effekt golfsporten har på deres aktivitetsniveau og skal udfylde et spørgeskema ved afslutningen om hvorvidt de har oplevet nogle helbredsmæssige ændringer under forløbet.
- Med pilotprojektet har vi søsat et stort arbejde med at sætte sundhedseffekten af at dyrke golf på dagsordenen. Vi synes golfsporten har rigtig meget at byde på for personer, der ikke umiddelbart er aktive, men ønsker at blive det. For mange mennesker, der enten er inaktive eller døjer med skader kan golfsporten blive en motionsven, der sikrer at man kommer ud og rører sig flere gange om ugen. Den bedste motion er netop den, som bliver udført flere gange om ugen og sådan er det også for golfspillere. Derfor vil det også være god medicin til fx ældre eller personer med diabetes eller andre kroniske sygdomme, siger Morten Backhausen, direktør i Dansk Golf Union.
At det netop er type 2-diabetikere som bliver testet i sundhedsprojektet handler bl.a. om, at sygdommen er op til 80% arvelig. Det er en af de hastigt voksende sygdomme i Danmark, der har en række alvorlige følgesygdomme, men som kan forebygges gennem en aktiv og sund livsførelse.
- Hver tiende dansker vil have diabetes om 10 år. For at knække diabeteskurven, har vi brug for nye initiativer, som tiltaler det stigende antal danskere, der har type 2-diabetes i generne. Det gode ved projektet Golf og Diabetes er, at vi forhåbentlig kan få afdækket om golf og sunde kostvaner kan være med til at knække kurven, siger marketingchef Søren Biune fra Diabetesforeningen, der skønner, at antallet af dansker med diabetes om 10 år vil være fordoblet i forhold til idag, hvor antallet af diagnosticerede type-2 diabetikere er 290.000.
Pilotprojektet som løber over de næste tre måneder laves i samarbejde med Mollerup Golf Club, Århus Universitet og Active Institute.
Dansk Golf Union er i gang med at søge fonde og midler til at udvikle det store sundhedsprojekt.
Kontakt:
Jesper Jürgensen
Kommunikationschef
Mail: jej@dgu.org
Mobil: 3065 2950