Dansk Golf Unions formand, Lars Broch Christensen, er nu tiltrådt som næstformand i det europæiske golfforbund, EGA.
Det har været planlagt et stykke tid og trådte i kraft i slutningen af november.
Han skal sidde som næstformand i to år, inden han i 2028 og 2029 skal være formand. Herpå følger to år som afgående formand.
- Det bliver super spændende. Det her med sporten, eliten og juniorerne er jo mit barn, siger Lars Broch Christensen, der har været formand i Dansk Golf Union siden 2019.
Han er kørt i stilling til posten i EGA som repræsentant for de nordiske golfforbund. Netop det nordiske perspektiv mener han bliver værdifuldt.
- Norden har jo bragt golfen et sted hen, som jeg synes, at de andre kan lære noget af. Vi favner bredt i befolkningen, hvor det andre steder kan være lidt mere for de velstående. Det er skønt og giver muligheder i forhold til at snakke med offentlige myndigheder og i det hele taget at være en del af idrætsverdenen, lyder det fra Lars Broch Christensen.
EGA har i mange år haft som hovedopgave at afvikle europamesterskaber og andre turneringer for Europas bedste amatører.
Det vil også være en nøgleopgave under det danske formandskab. EGA har da også lige annonceret sin European Amateur Order of Merit, som fra næste år skaber en vej ind i attraktive pro-turneringer for Europas dygtigste amatører.
Men Lars Broch Christensen fortæller, at bæredygtighed også bliver helt centralt.
Faktisk bad de delegerede på EGA’s nylige årsmøde om, at der blev afsat et endnu større beløb til bæredygtighed end oprindeligt foreslået.
- Det var et dejligt signal fra forsamlingen. Det kommer til at handle både om de kommende nye EU regler, pesticider, vand og udledning af CO2. Vi skal erfaringsudveksle meget mere og indsamle data. Til det har vi nedsat tre arbejdsgrupper med eksperter fra medlemslandene, fortæller han.
På det overordnede plan skal EGA nu igennem en proces, hvor man udarbejder en ny strategi for perioden 2027 til 2031. Altså en strategi, der skal føres ud i livet i Lars Broch Christensens formandsperiode.
Han bliver den anden danske formand for det europæiske golfforbund. Jens Wester-Andersen blev valgt til formand i 1985.