Submitted by Anonymous (not verified) on
traefKorsor_0002.jpg

Det første Jungletræf og Super6 i Sorø Golfklub

- Vi vidste ikke rigtig, hvor omfangsrigt det hele var, men det fungerede super godt hele setupet. Sådan startede Louise Nielsen fra Sorøs juniorudvalg, da vi spurgte hende om deres oplevelse med at planlægge Jungletræf og Super6 for første gang. - Det har været dejlig nemt at arrangere da alle diplomer, invitationer, plakater osv. var nemt tilgængeligt, tilføjer hun.

Juniorudvalget gik ind i det med stor kreativitet og engagement.  


- Vi var to, der havde klædt os ud som junglekrigere med medfølgende hatte og eget safaritøj. Og vi var klar til at modtage 11 børn til junglegolf og et par stykker til super6! Men vi endte med lidt flere spillere til Super6. Der var en rigtig god stemning og børnene skulle lige finde ind i junglehistorien. Vi gjorde meget ud af at deltage i øvelserne sammen med børnene imellem hullerne, de mindste børn synes det var sjovt. Børnene snakkede sammen under øvelserne og grinede lidt ad hinanden, når f.eks. de skulle rulle fra hul til hul og de bagefter var meget rundtossede. Alle børnene havde mod på junglegolf og var med på den værste og dette betød også at det var en STOR succes. På super6 banen (DGU Short Game) var der en deltager der ikke havde prøvet at spille DGU Short Game før, men hun gav det chance og blev endda nr. 2.

 

Der var hele vejen fokus på den sociale del af træffet - også efter turneringen, hvor man samledes til fælles spisning og afslutning. Der var forberedt en fællesmenu, man kunne forudbestille i restauranten eller købe på dagen (fransk hotdog og saftevand). 

Louise fortæller om afslutningen:

- Imens der blev hygget på terrassen lavede vi først diplom- og medaljeuddeling til jungletræfdeltagerne. Der blev klappet og man kunne se, hvor meget den medalje betød for de små, det var STORT. Herefter blev der uddelt diplomer og markeringsmærker ud til super6 deltagerne, vandrepokalen vakte også stor begejstring.

- Der var en god opbakning hele dagen fra vores træfkoordinator, Kristoffer fra vores distrikt, og Majbrit fra Trelleborg kom for at se opstillingen, da de er den næste klub i vores træffællesskab der skal afvikle Jugletræf og Super6. Hun gav også en hjælpende hånd på dagen.” fortæller Louise.

- Da det hele var slut kom en far og spurgte om han måtte tage sin datter med på par 3-banen. Selvfølgelig måtte han det. Det gav anledning til at en lille fyr fra Sorø spurgte om han måtte gå med og spille sammen med dem. Det var helt fantastisk at se efter de kun havde set hinanden under træffet.