Submitted by Anonymous (not verified) on
Kvinde_slag.jpg

DGU ser stort potentiale i markedsføring

Der er et stort uudnyttet potentiale for at rekruttere flere golfspillere til de danske golfklubber.

Det mener Sebastian Czyz Bendsen, der er udviklingskonsulent i Dansk Golf Union. Han arbejder primært med at hjælpe golfklubber med at opsamle kundeemner via sociale medier (kaldet "leadgenerering").

- Vi har kigget på, hvordan golfklubberne disponerer deres tid og penge. Den gennemsnitlige klub bruger mindre end én procent af sin tid på markedsføring og mindre end én procent af sin omsætning på markedsføring. Virksomheder med ambitiøse rekrutteringsmål vil typisk bruge omkring fem procent, siger Sebastian Czyz Bendsen.

Han opfordrer klubber til se indgående på, hvordan de pro-aktivt kan rekruttere golfspillere. Han opfordrer også klubber til at turde tænke mere kommercielt, også selvom de er drevet af den danske foreningsånd.

- Alt ser ud til at indikere, at pandemiens boost til golf er slut, og vi er tilbage til virkeligheden før corona, hvor der skulle arbejdes hårdt for at skaffe nye medlemmer. At vilkårene er svære betyder ikke, at man behøver at være pessimistisk. Jeg tror derimod på, at vi sammen skal nytænke, ideudvikle og prøve nye projekter og initiativer. På den måde kan vi lære af hinandens succeser, skabe et endnu tættere samarbejde mellem klubberne og optimere de enkeltes performance, siger han.

Coronaperioden har bevist, at der er et stort antal danskere, der er fascineret af golf. Nogle af dem er tidligere golfspillere, andre har aldrig været tæt på sporten.

Det flugter godt med et studie, som analyseselskabet Havas lavede for Dansk Golf Union i efteråret 2019. Det dokumenterer, at omkring halvanden million ikke-golfspillende danskere er interesseret i golf.

- 150.000 danskere sagde i 2019, at de har en intention om at blive medlem at en klub indenfor to år. 181.000 danskere spiller golf, men er ikke medlemmer. 556.000 danskere har prøvet golf og synes godt om det, imens 665.000 danskere aldrig har prøvet golf, men godt kunne tænke sig at prøve det. Tallene taler for sig selv, der er et stort potentiale blandt danskerne, fortæller Sebastian Czyz Bendsen.

Analysen udpeger også seks forskellige segmenter indenfor sport og motion. Der findes personer inden for de fleste af segmenterne, som kan finde noget af det, de søger, i lige præcis golfsporten.

- Som golfklub bør man udvikle specifikke strategier for, hvad det er for nogle grupper mennesker, man gerne vil have i tale. Jo mere specifik, du er i din markedsføring, jo mere effektiv er den. Her kan man bruge Havas-undersøgelsen som en rettesnor.

Golfklubber er velkomne til at kontakte Dansk Golf Union for rådgivning om, hvordan de kan øge og målrette deres markedsføring.
 

 

Kontakt

Sebastian Czyz Bendsen
Udviklingskonsulent
Tlf: 29 93 20 93