Submitted by hkr on
Hverdagens golfhelte med logo

Fortjent heltehyldest til golfsportens frivillige

Hvis en dansk golfklub er en maskine, så er der ingen tvivl om, at tandhjulene ville stå stille og maskinens brummen ville forstumme, hvis klubbens frivillige forsvandt.

12 frivillige ildsjæle har i år fået prisen ”Hverdagens Golfhelte” for det arbejde, de hver især har lagt i lige netop deres lokale golfklub. Det foregik til Golfdagen, og en af prismodtagerne er Annie Ipsen Petersen fra Hjortespring Golfklub, som bl.a. i 12 år har stået for at arrangere og skaffe lokale sponsorer til Pink Cup- turneringer og Rasmus Klump-turneringen, der samler ind til Kræftens Bekæmpelse.
 

- Jeg blev vildt overrasket, stolt og næsten flov, da jeg fik at vide, at jeg var indstillet til prisen. Det er Dameklubben, der har indstillet mig, og det er så fine ord, jeg har fået med på vejen. Jeg går faktisk og venter på en operation, og jeg har glædet mig så meget til i dag, at jeg måtte sige til forundersøgelsen, at jeg meget gerne ville vente til efter weekenden med at blive opereret, så jeg ikke skulle gå glip af denne dag, siger hun.


De 12 prismodtagere er udvalgt blandt mere end 170 nominerede. Det er andet år i træk, at Dansk Golf Union sammen med vores hovedpartner GF Forsikring uddeler prisen.

Det udvalgte dusin er en del af den meget større gruppe af i alt 170 frivillige som blev nomineret til en særlig hyldest af personer i de danske golfklubber.

 

- Det var en dag med en naturlig, god stemning. Når vi læser de frivilliges diplom med nomineringstekst op, så er der tydelig bevægelse hos selv granvoksne mænd. De er stolte og glade for, at deres frivillige arbejde anerkendes, fortæller Søren Hvid, der er salgschef i Dansk Golf Union og ansvarlig for tiltaget Hverdagens Golfhelte.

 

I Dansk Golf Union ønsker vi selvfølgelig, at den stemning forplanter sig videre ud i golfdanmark, og at vi kan få endnu flere frivillige til at drive vores dejlige sport. 

På dagen fik golfheltene mulighed for at få undervisning af en af Dansk Golf Unions landstrænere og spille golf med nogle af vores unge landsholdsspillere.

De fik også en personlig tak fra Lars Broch Christensen, formand i Dansk Golf Union.

Diplomudlevering Hverdagens Golfhelte

-  De frivilliges indsats er uvurderlig. I mange klubber er der over 100 frivillige, der hjælper til med alt lige fra at stable arrangementer på benene til at hjælpe til på banen eller i sekretariatet – og det er guld værd. Det er også med til at skabe sammenhængskraft og en klubfølelse, og det tror jeg på, vi skal kæmpe for at holde fast i, sagde Lars Broch Christensen.

 

Vi takker golfklubberne og deres medlemmer for de mange nomineringer. Det er andet år at Hverdagens Golfhelte præmierer 12 frivillige og vi ser frem til mange flere nomineringer til næste år, hvor vi igen åbner for indstillinger. 

 

Hvis du er nysgerrig på, hvem der er de mange nominerede til Hverdagens Golfhelte i år, så kan du læse om dem på Golf.dk, ligesom du kan blive klogere på, hvad hele projektet går ud på.

 

På kortet herunder kan du se de 12 præmierede Hverdagens Golfhelte.