De unge tager golf til sig, men i sporten er vi kun lige begyndt at forstå, hvordan vi skal tage imod dem.
Golf er for livet, plejer vi at sige.
Det kan blive mere sandt end nogensinde, for en ny generation af unge er vild med golf. Det gælder især drengene, og det gælder i næsten alle lande, ikke bare Danmark.
- Det her er et fantastisk potentiale. En kæmpe gave til golfsporten, lød det fra Jonas Meyer på Dansk Golf Unions årlige temamøde fredag aften.
Meyer er udviklingschef i Dansk Golf Union og kunne vise tal, der dokumenterer, at de 19 til 30-årige er den gruppe af golfspillere, der vokser allermest.

På Odeon-scenen i Odense var lederen af Center for ungdomsstudier, Søren Østergaard, inviteret ind for at gøre de flere end 150 repræsentanter fra danske golfklubber klogere på generation Z, som nu har taget sporten til sig.
- I en kultur, hvor man hele tiden skal lave 12, er golf et helt fantastisk spil. Hvis det går rigtig højt, laver man jo hole-in-one tre gange i sit liv. Det, at man kan slå bolden i en bunker, det kan noget. Det oplever de unge jo også i det virkelige liv en gang imellem, sagde Søren Østergaard.
Historien om de unges indtog i golf (generation Z er dem, der er født mellem 1995 og 2009) er historien om en generation, der finder særlige værdier i sporten. Herunder altså, at i en perfekthedskultur vil golf lynhurtigt blotte din mangel på perfekthed.
Men det er også historien om en generation, der følger nogle andre koder end de gamle golfspillere flest. Nogle har højttalere med på banen, de unge spiller typisk i små grupper, hvor de af og til er flere om samme bag. De spiller meget pay and play og drikker gerne en øl undervejs. De deltager ikke nødvendigvis i klubaktiviteter som eksempelvis fælles træning, men elsker at træne på rangen og spille simulatorgolf.
På temamødet sludrede Golf.dk med nogle klubber for at høre, hvordan de har det med den nye type spiller i klubben.
- Jeg elsker det. Jeg er kæmpe fan. Jeg har også noteret ned, at der er nogle ungdomsuddannelser, vi skal lave aftaler med. Vores udfordring er kapaciteten. Jeg skal passe på, at jeg ikke træder for meget på speederen, fordi så kommer vi til at drukne i egen succes, sagde Martin Ovesen, der er manager i Kolding Golf Club.
Her har man på et år fået 46 flere medlemmer under 30 og har altså udfordringer med at finde plads nok til alle.
I Kolding har man også mødt de udfordringer, der kan opstå.
- Vi har haft et sammenstød, hvor nogen sagde “hvad er det for noget forbandet musik?”. De unge er helt sikkert påvirket af de sociale medier og den amerikanske kultur omkring golf, som er helt fantastisk. Hvor man hører musik på runden, kører buggy og får en ekstra øl. Det kommer vi til at få mere af, sagde Martin Ovesen.
Næstformand i Korsør Golf Klub, Martin Kristoffersen, genkender også, at der kommer flere unge i klubben. Klubben er en af dem, der har tilbudt gratis golf til ikke-medlemmer på sin nihuls-bane i marts. Et tilbud, der rammer lige ned i generation Z.
- Det, jeg især tager med, er det der med, at vi skal passe på med at opfatte de unge som værende nogle, der ikke gider noget og som er så svære at få fat i og ikke vil engagere sig. Det synes jeg, vi fik sat en stor, hvid pæl igennem. Det er absolut ikke tilfældet, lød det fra Martin Kristoffersen.
Søren Østergaard kunne nemlig fortælle, at generation Z måske nok er individualister, men at de er kollektivt orienterede.
- De kommer ikke og tager fat i jer, men de vil rigtig gerne snakke, hvis I tager fat i dem, sagde han.
Generation Z er i øvrigt den aldersgruppe af alle, der helst vil lave frivilligt arbejde, hvis de bliver spurgt.
Dagens unge er vokset op i en anden relationsstruktur, hvor forældrene typisk har haft en kæmpe rolle, men hvor der er færre andre voksne. Men de er typisk interesserede i at kende flere voksne. Også voksne fra ældre generationer.
- Jeg synes, det var inspirerende, hvad Søren sagde. Hvilken betydning, det har, at de har voksne at tale med. Så kan vi jo tænke, at bare fordi vi har to unge trænere, er det jo ikke sikkert, at vi kan løfte opgaven, sagde Tina Nielsen fra bestyrelsen i Midtsjællands Golfklub, som ligger nær Kvanløse i Holbæk Kommune.
Der har man generelt let ved at tiltrække golfspillere, men ikke de unge.
- Vi ligger på landet, og de skal med bussen for at komme ud til os. Der er ikke noget, der er kun kirken. Men vi vil gerne have de unge medlemmer, sagde Tina Nielsen.
Uanset om man som Kolding Golf Club ligger bynært, om man som Korsør Golf Klub ligger med kig til Storebælt eller om man som Midtsjællands Golfklub ligger i en meget lille provinsby, så har golf en vare, som de unge gerne vil have.
- I en verden, hvor vi er på 24/7, så kan natur noget. I rammer ind i en verden, hvor der rent faktisk er noget, der hedder langsomhed, lød det opmuntrende fra Søren Østergaard.