Virksomheder og foreninger, der bruger NemID medarbejdersignatur, skal nu skifte til MitID Erhverv, som er den nye erhvervsløsning til offentlig selvbetjening. En mere sikker løsning, der passer til nu og til fremtiden.
Tilslut jer, når I får besked i Digital Post. Så er I er sikre på, at I fortsat kan læse vigtig post fra det offentlige, søge refusion for barsel og benytte andre offentlige selvbetjeningsløsninger, når NemID medarbejdersignatur lukker.
Hvorfor bliver NemID medarbejdersignatur til MitID Erhverv?
Større krav til sikkerheden og et ændret trusselsbillede kræver en ny og mere sikker løsning, når virksomheder og foreninger skal logge på Digital Post og offentlige selvbetjeningsløsninger.
MitID Erhverv kan samtidig lette administrationen i virksomheder og foreninger. Det bliver fx nemmere for jer at oprette brugere og mere fleksibelt for medarbejdere eller foreningsrepræsentanter at logge på selvbetjeningsløsninger.
Hvornår skal I tilslutte jer MitID Erhverv?
I får direkte besked med Digital Post fra Digitaliseringsstyrelsen til jeres ledelse og en mail fra Nets til jeres NemID administrator, når I skal tilslutte jer MitID Erhverv. Vi anbefaler, at I tilslutter organisationen inden for fire uger, når I får besked.
Virksomheder og foreninger med op til tre medarbejdersignaturer er de første, som skal tilslutte sig MitID Erhverv.
Store virksomheder, foreninger og myndigheder med flere end tre medarbejdersignaturer kan tilslutte sig MitID Erhverv i begyndelsen af 2023. De vil få tilbudt en særlig løsning, som fx gør det muligt at masseoprette brugere eller etablere en såkaldt lokal IdP (Identity Provider), hvor medarbejdernes digitale identiteter oprettes og administreres i egne systemer.
Forbered jer nu
Det er en god idé at forberede organisationen til MitID Erhverv. Det gør I blandt andet ved at rydde op i nuværende administratorer og medarbejdersignaturer, så I kun automatisk får flyttet administratorer og medarbejdersignaturer, der er relevante for jer. Samtidig kan I inden tilslutningen tage stilling til, hvordan medarbejderne fremover må logge på offentlige selvbetjeningsløsninger, f.eks. med det MitID, de bruger privat.
Virksomhedsejere kan bruge MitID privat til erhverv
Har du egen virksomhed uden medarbejdere, der skal kunne logge på offentlige selvbetjeningsløsninger? Eller repræsenterer du en forening alene, uden at andre foreningsrepræsentanter skal kunne benytte offentlig selvbetjening? Så har du ikke brug for MitID Erhverv, men kan bruge ’MitID privat til erhverv’.
Læs mere om ’MitID privat til erhverv’