Submitted by mae on
fotograf

Online brug af billeder: Vær opmærksom på rettigheder

På baggrund af en konkret henvendelse og trist historie fra en dansk golfklub, vil vi gerne minde om de strenge regler, der gælder ved brug af billeder online. 

I en digital tidsalder er billeder en vigtig del af kommunikationen online. Uanset om det drejer sig om at dele billeder af turneringer, events eller hverdagslivet i golfklubben, spiller billeder en central rolle i at engagere medlemmer og tiltrække nye spillere. Men når man deler billeder på hjemmeside og sociale medier, er det vigtigt at være opmærksom på de rettigheder, der gælder for billederne, og de potentielle konsekvenser af at bruge billeder uden de rette tilladelser.

Vi har før haft fokus på dette emne, men tillader os at genopfriske reglerne, og minde om at Dansk Golf Union råder over et fælles billedearkiv, som klubberne må benytte, selvom det dog ikke dækker alle behov .

Rettigheder til billeder

Når golfklubber bruger billeder på deres hjemmeside eller sociale medier, skal de sikre sig, at de har rettighederne til at bruge billederne. Der findes forskellige typer af rettigheder, og ikke alle billeder er frit tilgængelige. Billeder kan være underlagt ophavsret, hvilket betyder, at de kun kan bruges med tilladelse fra ophavsmanden (f.eks. fotografen eller den person/virksomhed, der ejer billedet).

Der er flere måder at få rettigheder til billeder på:

  • Køb af licens: Der findes flere stockfotosider, hvor man kan købe billeder til brug på hjemmesider og sociale medier. Disse billeder leveres med specifikke licenser, der beskriver, hvordan de må bruges.
  • Egenproduktion: Golfklubben kan vælge at tage sine egne billeder, hvilket sikrer, at de ejer rettighederne. Sørg for at eventuelle medlemmer godkender brugen af billedet, hvis de er genkendelige på billedet, og det skal bruges til annoncering. 
  • Creative Commons-billeder: Nogle billeder er frigivet under en såkaldt Creative Commons-licens, der tillader gratis brug under visse betingelser. Det er dog vigtigt at læse og følge betingelserne for brugen af disse billeder. Vi har før nævnt Unsplash free, som en mulighed for at downloade og anvende generiske billeder. Her kan man frit benytte billeder, men opfordres til at kredittere fotograf, hvis muligt. 

Mulige overtrædelser og konsekvenser

Brug af billeder uden de nødvendige rettigheder kan føre til alvorlige juridiske konsekvenser. Det er en overtrædelse af ophavsretsloven, og det kan resultere i krav om erstatning for tab af indtægter eller en bøde. Ophavsmanden kan vælge at tage sagen til retten, hvilket kan føre til øgede økonomiske sanktioner.

I eksemplet med golfklubben, som er nævnt i starten, handlede kort fortalt om brugen af et generisk billede, som var søgt frem på internettet, downloadet, og brugt til en intern historie på klubbens hjemmeside. Billedet viste sig at tilhøre Ritzau Scanpix, som via en rettighedsagent fandt billedet og udstedte en bøde. 

Processen var ekstra kedelig da dialog, indsigelser og forhandling om eventuelt forlig viste sig umulig. Og man endte med at betale den oprindelige bøde. 

Andre eksempler på overtrædelser:

  • Brug af billeder, der er taget af professionelle fotografer, uden at få tilladelse fra fotografen.
  • Uden tilladelse at bruge billeder af personer, hvor man ikke har indhentet samtykke til at bruge deres billede i kommerciel sammenhæng.

En overtrædelse af ophavsretsloven medfører typisk bøder og erstatning til ophavsmanden.

God praksis for brug af billeder

For at undgå problemer og sikre sig, at golfklubben er på den sikre side, er her nogle anbefalinger:

  • Sørg for at få skriftlig tilladelse fra fotografen eller billedejer, før billeder bruges. Det er altid en god idé at have et opdateret arkiv af genrebilleder af klubliv og bane, som man som klub selv har betalt/aftalt at få taget. 
  • Brug dernæst kun billeder, der er frigivet under Creative Commons-licenser, og følg de relevante betingelser for brug.
  • Tag evt. selv billeder af klubbens aktiviteter, så er du sikker på du ejer rettighederne.
  • Indhent samtykke fra personer, der vises på billederne, før de bruges til ekstern markedsføring eller sociale medier.

Brug af billeder på hjemmesider og sociale medier er en vigtig del af klubbens online tilstedeværelse, men det er vigtigt at være opmærksom på de rettigheder, der gælder. Det er en god idé at indføre en klar politik for brug af billeder i klubben og sørge for, at alle frivillige og ansatte er informeret om, hvordan billeder skal håndteres korrekt.