Submitted by hkr on
Golfspillere

Prøverunder er ikke gratis!

Fra 2025 frafaldt retten til gratis prøverunder i de tre indledende spilleweekender, som afvikles i maj, juni og august måned. 

Den hidtidige regel om gratis prøverunder gælder dog stadig de hold, der spiller 36 hullers kampe, samt alle divisioner i ungdomsrækken. Det vil sige:

  • Herrerækken: Elitedivision, 1. og 2. division
  • Damerækken: Elitedivision og 1. division
  • Ungdomsrækken: Alle divisioner (inkl. kval. rækken)

Prøverunder i finale- og oprykningsspil i september er stadig gratis for alle rækker.

Golfklubberne kan indbyrdes aftale, at der fortsat spilles prøverunder uden betaling, men det er frivilligt og ikke en betingelse for deltagelse i turneringen.
 

Baggrund for ændringen

Dansk Golf Union ønsker i tæt dialog med golfklubberne at understøtte det økonomiske fundament for at drive golfklub og øge klubbernes beslutningskraft. Vi vil gerne tilgodese forskellige målgruppers behov, nedbringe antallet af gratisrunder samt sikre, at den enkelte golfklub i større grad har mulighed for at styre adgangen til sin bane. At fjerne retten til gratis prøverunder i dele af Danmarksturneringen er et led i den udvikling.

Danmarksturneringen har igennem årene vokset sig større med nye divisioner, rækker og også flere deltagende klubber. Historisk set var Danmarksturneringen kun for eliten i dansk golf, hvor det i dag er en meget bredere gruppe af golfspillere, som deltager. 

Det synes vi er meget positivt og vi ved også, hvor vigtig turneringen er i klubberne for at motivere og skabe et godt miljø blandt de bedste klubspillere og talenter.

Vi mener, at det at betale for prøverunder i de sportsligt lavere rangerende rækker er et lille bidrag set i relation til, hvor mange attraktive teetider, Danmarksturneringen som et hele lægger beslag på. 

Opsummering af ændringen

DGU ønsker fortsat en stor og stærk Danmarksturnering, men fordele som gratis prøvespil skal fremover besluttes af den enkelte golfklub, frem for at være et generelt krav for at deltage i turneringen.

 

Lidt  fakta om Danmarksturneringen

 

  1. I Danmarksturneringen deltager årligt omkring 6.000 golfspillere.
     
  2. Der afvikles i alt 15.000 runder om året, hvor ca. 4.000 er prøverunder. 
     
  3. Når der afvikles Danmarksturnering, bliver en række teetider før og efter spil blokeret for at sikre et godt flow på banen.