Super6

Træf: 11-18 (24) år

Hcp: Et højt handicap eller uden banetilladelse

 

Super6 er en aktivitet for lidt ældre børn og unge, som er nye i turneringsgolf. Konceptet tager udgangspunkt i at spille golf på banen og at skabe udvikling i golfspillet. Vigtigst er Super6 turneringerne et sted at skabe et netværk i golfsporten. Til hvert træf spilles der efter forskellige nye spilkoncepter og spillerne kan samle mærker fra de spilkoncepter de deltager i.

 

Mere om Super6 – målgruppe, rækker og spilformat

Super6 afholdes en gang om måneden fra april til og med oktober. Det er et samarbejde mellem 6-7 klubber, hvor klubberne på skift lægger anlæg til afholdelsen (disse samarbejder kaldes træffællesskaber). Det vil sige, at man hver måned kan komme til et træf i rimelig nærhed af sin hjemmeklub. Det er derfor også et oplagt sted, at møde andre der også er vilde med golf, og så kan man måske arrangere at komme ud og spille med dem igen en anden gang. Et træf varer ca. 3 timer.

 

Super6 er en samlet betegnelse for de spilkoncepter, der spilles til disse ungdomstræf. Et træf varer cirka 3 timer og består typisk af en fælles opvarmningsaktivitet, en sjov turnering og en fælles afslutningsaktivitet. Følgende er eksempler på hvilke spilkoncepter, der kunne udgøre Super6:

 

Drive, Pitch & Putt
Four-Ball
Speedgolf
Snoregolf Scramble
DGU Short Game
Golfbanens Hævn Greensome

  

Læs mere om de enkelte Super6 spilkoncepter her

 

 

Temaer og fokusområder

Alle afdelinger har specifikke fokusområder. Disse fokusområder er med til at understøtte deltagernes udvikling i golf. Hver afdeling af Super6 har typisk fokus på et område indenfor følgende fire parametre: 1) det sociale, 2) det tekniske, 3) det fysiske og 4) det mentale/taktiske.

 

Parametre

Eksempler på udviklingsområder

Det sociale

Samarbejde, fair play, at være sin egen dommer, medspiller vs. modstander, etikette, sprog, sikkerhed, etc.

Det tekniske

Deltagelse, putning, indspil, retning, etc.

Det fysiske

Udholdenhed, styrke, at dyrke flere sportsgrene, balance, etc.

Det mentale/taktiske

Course management, selvtillid, plads til at fejle, etc.

 

Hvem kan deltage til Super6?

Alle børn kan fra første gang de er til golf deltage til Super6. Det kræver ikke forudgående kendskab til golf og det er vigtigt at man ”udtages” til turnering hurtigt efter man er startet til golf, så det at gå til golf ikke bliver lig med at gå til træning. Glem derfor alt om banetilladelser som indgangsbarriere til turneringsgolf og få juniorerne i turnering i en fart. Super6 er netop opbygget så de udfordres på det niveau de er, og spiller på en måde, der udvikler dem, så de hurtigt oplever at de rykker sig og bliver bedre.

Er børnene yngre end 11 år, er Super6 dog ofte for udfordrende. Derfor er det en god idé at lade børn under 11 år, være en del af Jungletræf i stedet. Super6 er således som udgangspunkt rettet mod golfspillere over 11 år.

 

Super6 sociale fokus

Super6 har fokus på at være en sjov turneringsoplevelse fyldt med kvalitet for alle. Udvikling af venskaber og sjov omkring golfsporten er derfor i højsæde.

Alle afdelinger præges af fællesskab, der startes med fælles opvarmning og en god indtroduktion til dagen, så alle er trygge ved at deltage. Der sluttes også altid af fælles f.eks. med en lille forfriskning og en præmieoverrækkelse. Afslutningen prioriteres højt, det er her der skabes et rum for samvær og hygge, efter en dag fyldt med koncentration på golfbanen. 

  

Præmier

I denne turnering er der fokus på udvikling. Det betyder ikke, at der ikke skal kåres vindere, men det prioriteres at præmiere evner og udvikling frem for scratch vindere. En sådan struktur kan give incitament til at øve evner, som har stor betydning for succes i sporten på den lange bane og dermed understøtte spillernes udvikling.

Da det overordnede fokus ligger på det sociale, på oplevelsen og på indlæringen, foregår præmieringen som en fælles afslutningsaktivitet. Der er præmier til de bedste til hver afdeling. Derudover får alle deltagere et Super6 logoklistermærker fra det Super6 koncept de har deltaget i, så de gennem hele sæsonen kan samle mærker.