Submitted by hkr on
Familiedag

Sensommeren er det perfekte tidspunkt – hold en Familiedag og rekruttér nye børnefamilier

Vil I gerne have flere børn og unge i klubben? Så er august og september det oplagte tidspunkt at invitere nye familier ind. Netop i sensommeren er mange familier på udkig efter nye fritidsaktiviteter – og med Familiedag har I en enkel og effektiv måde at vise, at golf er for alle.

 

August og september er som skabt til rekruttering af børnefamilier, og det er ikke tilfældigt. Her er de vigtigste grunde:

Skolestart og nye rutiner
August markerer afslutningen på sommerferien og starten på et nyt skoleår. For mange familier betyder dette en tid med nye rutiner og aktiviteter. Efter en lang sommer med frihed og afslapning er august den tid på året, hvor familier har fornyet fokus på struktur og planlægning, hvilket skaber en naturlig anledning til at introducere nye aktiviteter i familiers  hverdag. 

Gode vejrforhold
I august og september er vejret ofte stabilt og behageligt, hvilket giver de optimale forhold for golf. Solrige dage og milde temperaturer skaber en indbydende atmosfære for nye spillere, der vil prøve sporten for første gang. Det gode vejr gør det også nemmere for hele familien at nyde dagen sammen uden forstyrrelser fra dårlige vejrforhold.

Stadig flere gode golfmåneder
Ved at rekruttere nye medlemmer i sensommeren kan vi sikre, at de bliver en del af klubben på et tidspunkt, hvor der stadig er flere gode måneder tilbage af golfsæsonen.

Naturlig start i idræt
Mange idrætsaktiviteter starter kort tid efter sommerferien, hvilket gør august og september til en naturlig tid for familier at overveje nye sportsgrene. Familierne er vant til, at flere idrætsgrene begynder deres sæson på dette tidspunkt, og derfor er de ekstra opmærksomme på at finde nye aktiviteter, som deres børn og de selv kan deltage i. Denne opmærksomhed betyder, at familierne aktivt søger efter muligheder for at engagere sig i nye sportsgrene.

 

Gør det nemt for familierne at vælge golf

Når I holder en Familiedag i sensommeren, møder I familierne i det øjeblik, hvor de er mest åbne og motiverede for at vælge nye aktiviteter. Det gør det langt lettere at få dem med – og give dem en god start i jeres klub.

Vi hjælper jer

Tilmeld jeres klub via linket herunder – I har adgang til diverse materialer, inspiration og sparring fra DGU. Vi står ligeledes for drift og opsætning af lokal online annoncering for jeres Familiedag, samt yder et økonomisk tilskud til annoncen. 

 Læs mere og tilmeld jeres Familiedag her