Skovbo Golfklub har besluttet at lancere en ny vintertræningsindsats for klubbens børn og unge. Træningen vil være udendørs, så længe vejret tillader det, men på dage med dårligt vejr vil aktiviteterne flytte ind i klubhuset.
Vintertræningen, der vil finde sted én gang om ugen, har til formål at undgå den lange vinterpause, som ofte kan føre til tab af motivation og frafald blandt klubbens yngre medlemmer. For at holde børnene engagerede og styrke fællesskabet, har klubben planlagt en række sjove og læringsrige aktiviteter. Indendørs vil der være aktiviteter som putte- og indspilskonkurrencer rundt i klubhuset, træning af putting og indspil, filmaftener, lektielæsning, fællesspisning samt bage- og kagepynteværksteder og andre sjove aktiviteter.
”Vi ønsker at skabe et miljø, hvor vores unge medlemmer føler sig som en del af et fællesskab, selv når vejret ikke tillader udendørs træning og spil” udtaler Allan Kristensen klubbens pro træner. ”Vi håber, at dette tiltag vil hjælpe med at fastholde interessen og motivationen hos vores unge spillere, samtidig med at det styrker sammenholdet i klubben.”
Klubben overvejer også, hvordan de kan lette organiseringen for forældrene, herunder muligheden for samkørsel til og fra træning. Dette skal sikre, at så mange som muligt kan deltage i vintertræningen uden logistiske udfordringer.
Med disse nye initiativer håber Skovbo Golfklub at holde sine medlemmer aktive og engagerede gennem hele vintersæsonen.
Gå på opdagelse i DGU’s vinterunivers og få inspiration til hvad I skal lave med jeres børn og unge i løbet af vinteren.
Har I lyst til et klubbesøg fra en af DGU’s konsulenter på børne- ungeområdet til sparring og organisering af et vintersetup hos jer? Vi kommer meget gerne på besøg, skriv en mail eller ring til en af konsulenterne herunder.
Har I gode historier fra jeres klub i forhold til træning og aktiviteter med jeres børn og unge i vinterhalvåret, så vil vi meget gerne høre dem og dele dem med andre golfklubber til inspiration. Send jeres gode historier og billeder til Mathilde på mrm@dgu.org.