- Børnene er så søde og der kræves faktisk ikke så meget af os. Det er super hyggeligt og nemt!
I Odsherred Golfklub, var det klubbens ”Superbedste team”, som havde ansvaret for afholdelse af Juniorugen. Det blev en stor succes. For andet år i træk havde klubben over 25 glade børn som prøvede kræfter med golf og nogle rigtige glade Superbedster.
Superbedste teamet er et hold bestående af frivillige golfspillere i bedsteforældre alderen, som arrangerer aktivitetsdage med golf for lokale skoleklasser i løbet af året, samt har ansvaret for afholdelsen af Juniorugen. De skal være med til at skabe en behagelig, smilende, og sjov atmosfære for børnene når de møder klublivet i en golfklub for første gang. På denne måde kan børnene få nogle forbilleder for hvordan man opfører sig når man spiller golf samt hvor godt det sociale liv er i en golfklub.
Odsherred Golfklub havde i år været lidt senere ude med forberedelserne til årets Junioruge, men det betød ikke så meget, da klubben lavede nogle gode opslag på facebook samt en pressemeddelelse i den lokale avis. Superbedsterne gav den også en ekstra skalle og de fortalte børn og børnebørn om Juniorugen, hvilket betød at der kom over 25 børn fordelt over to dage.
- Vi har glædet os så meget! Og man kan bare mærke når børnene kommer, at det bliver en rigtig god dag! Allerede inden vi er kommet rigtigt i gang, kan man mærke at det her er noget børnene har glædet sig til. Jeg bliver simpelthen så glad når vi holder de her dage, siger Bessie Hejselbak som står i spidsen for Superbedste teamet.
Dagene med aktiviteter under Juniorugen var planlagt således, at nogle af Superbedsterne gjorde klar på træningsanlægget med skilte om at klubben afholder Junioruge, med vand, bolde og tees mens andre tog imod børnene og deres forældre. Her blev der også fundet udstyr til de deltagende børn, hvilket børnene syntes var lidt sejt, da de fik deres egne køller og jern at spille med i løbet af dagen.
Sammen gik de ind i klubhuset, hvor der var arrangeret en kort introduktion til golf universet. Der var blandt andet lavet små quizzer for børnene, hvor de skulle svare på hvad man brugte en tees til, hvad man gøre hvis der råbt “fore!” eller hvad man brugte en putter til etc. Det var en rigtig god måde at introducere børnene for nogle enkelte regler når man spiller golf, samtidigt med at det blev gjort til en leg, det syntes de var rigtig sjovt.
- Det er simpelthen så skønt at være en del af superbedsterne. Vi føler os så heldige, at vi har den her mulighed for at være sammen med børn og lære dem om golf.
Efter den hurtige introduktion, fulgtes børnene sammen med superbedsterne ned til træningsanlægget. Nogle af børnene kunne simpelthen næsten ikke vente, så der blev lavet en konkurrence blandt drengene om, hvem der først nåede ned til rangen. Her blev børnene delt op i små hold, så hver enkelt superbedste havde ansvaret for 3-4 børn. Alle startede på driving range, og børnene syntes det var rigtig sjovt at prøve de lange slag. På et tidspunkt var der en som ramte en olietønde ude på driving rangen med sin bold, hvilket gav stor jubel som kunne høres over hele træningsanlægget.
- Vi er her ikke for at lære børnene alle mulige teknikker i golfsvinget. Vi lærer børnene at have det sjovt og lege med golf. Vi roser rigtig meget og har plads til at grine. Vi havde gjort klar med alverdens golflegetøj, så der kunne spilles minigolf, snaggolf og lign. Men børnene var simpelthen bare så opslugte af at spille golf, at vi ikke fik brugt legetøjet.
Da de havde prøvet kræfter med de lange slag, korte slag og en tur på puttinggreen, blev der delt vandflasker ud i varmen, hvorefter de gik ud i forskellige hold og prøvede kræfter med enkelte huller på klubbens par-3 banen. Der var også en del af forældrene som fulgte med rundt på banen, men børnene havde det så sjovt sammen med superbedsterne, at de helt glemte at deres forældre gik med rundt.
- Det er altså så dejligt at se måden de gør det på. De er så pædagogiske og de får børnene til at grine og have det sjovt. De har helt glemt vi er med i dag, siger Martin og Iben som er forældre til to af børnene som deltager.
Efter at børnene havde været ude og spille par-3 banen, inviterede klubbens restaurant på burgere og saftevand. Det var rigtig populært blandt børnene (og superbedsterne), da det var nogle sultne unger der kom ind efter en aktiv dag ude på golfbanen. Dagen sluttede af med, at der blev delt goodiebags ud, som blandt andet indeholdte nogle forskellige klistermærker som børnene byttede med hinanden.
Superbedste teamet har nu været igang i 3 år og haft stor succes lige fra start. De startede ud med at være tre frivillige bedsteforældre, men i dag består Superbedste teamet af 14 engagerede golfspillere, som hjælper til når der skal afholdes aktiviteter for børn i klubben.