Dansk Golf Union søger tre golfklubber, der vil være værter for en efterårs-Bioblitz. Vi ønsker at gennemføre en blitz i efteråret, for at se hvad det kan bidrage med – både i forhold til viden om biodiversiteten på golfbanen og til oplevelser for klubbens medlemmer.
En Bioblitz er et fælles naturarrangement, hvor medlemmer, frivillige og eksperter på kort tid går på opdagelse i området for at registrere så mange plante- og dyrearter som muligt. Det er en sjov, lærerig og social måde at opdage naturen på – og et stærkt bidrag til arbejdet med bæredygtighed og naturpleje på golfbanen.
Som noget særligt tager DGU denne gang hånd om hele afviklingen:
- Vi kommer ud og leder selve Bioblitzen.
- Vi sørger for at invitere medlemmerne.
- Vi sikrer, at arrangementet bliver en god og udbytterig oplevelse.
Arbejdsindsatsen for klubben bliver derfor minimal. Og som en ekstra bonus giver vi frokost til alle deltagere, hvis der møder mere end 20 op. Tilbuddet gælder kun de første tre klubber, der melder sig til.
Er din klub interesseret i at være med? Så kontakt Alexander Damkær Hansen, bæredygtighedskonsulent (aha@dgu.org) allerede nu for at høre nærmere og blive en af de tre værtsklubber.