Fantastisk dansk golfweekend i Asien kronet med ny dansk Europatour vinder
Det blev en fantastisk weekend for dansk golf både blandt mændene og kvinderne. I Hero Woman's Indian Open blev det til dansk sejr til Emily Kristine Pedersen, da hun med to slag kunne holde Cheyenne Woods bag sig. Emily bliver dermed ny dansk Europeatour vinder og sikrer den anden danske sejr i denne sæson og den 11. på Ladies European Tour i alt.
Inden dagens sidste runde var Emily Pedersen og Malene Jørgensen helt i toppen af stillingen, men det var Emily der trak det længste strå. For tre uger siden var Emily meget tæt på at blive ny Europatour vinder, men i det afsluttende omspil måtte hun overgive sig til den franske vinder i Lacoste Ladies de France. Men denne gang trak Emily det længste strå.
Malene Jørgensen opnåede med en delt 2. plads en ny top 3 turnering, og Malene bejler også til, snart at vinde en turnering på Ladies European Tour. Det er nu blevet til i alt fem top-3 placeringer i de seneste to sæsoner for Malene.
Inden turneringen var Danmark repræsenteret med hele fire spiller i top 25 på Ladies European tour Order of Merit, og når denne turnering tælles med vil de danske damer avancere yderligere på både Order of Merit og Verdensranglisten.
Tæt på endnu en sejr på European Tour
Lucas Bjerregaard førte Hong Kong Open på European Tour indtil godt midtvejs i sidste runde. Han måtte notere en ærgerlig dobbelt bogie på 14. hul og overlade føringen til nr. syv på Verdensranglisten, Justin Rose, der har væsentlig mere erfaring i at være med helt fremme i store golfturneringer og tidligere har vundet hele syv gange på European Tour. Justin Rose holdt hele vejen hjem og med et enkelt slags forspring til Lucas, kunne han kunne skrive sejr nr. 8 på CV'et. For Lucas var det karrierens hidtil bedste resultat og de 193.000 Euro i præmiepenge, bringer Lucas op i nærheden af top 60 på Race to Dubai ranglisten. Forud for turneringen skulle Lucas fastholde sin position som nr. 85 på listen for overhovedet at kunne kvalificere sig til Final Series, de sidste fire turneringer på European Tour. Det er der nu ingen tvivl om at han gør, og med dagens resultat er han nu kandidat til sæsonfinalen i Dubai, hvor kun top 60 kommer med.
Succes på European Challenge Tour
Joachim B Hansen, Jeff Winther og Mads Søgaard spillede i weekenden på Challenge Touren i Kina, til Foshan Open. Her blev det til to top-10 placeringer, idet Joachim B Hansen delte tredje pladsen og Jeff Winther spillede sig ind på syvende pladsen. Forud for turneringen var Mads Søgaard bedst placerede dansker på 13. pladsen på Challenge Tourens Order of Merit, Race to Oman. Mads spillede sig til en delt 17. plads i turneringen, der er årets næstsidste turnering. De samlede danske resultater fra turneringen betyder at alle tre danskere nu er meget tæt på top 15 på Race To Oman. Alt kan således ske i den afsluttende finale, der spilles 4-7 november i Oman. Det er kun top 15 på den endelige Race to Oman rangliste, der avancerer til European Tour i den kommende sæson.
- Det ser fantastisk godt ud for dansk golf med sprudlende talenter, der enten vinder eller bejler til sejren på nærmest ugentlig basis. Det er dejligt at se Emily fuldstændigt som Nicole Broch Larsen, der vandt tidligere på året - kunne komme så hurtigt tilbage fra en dårlig sidste runde og vaske ærgrelsen væk med en sejr. Når vi kigger lidt længere frem gør weekendens resultat det kun mere interessant at følge kampen om de fire danske pladser til OL i Rio, næste august, siger Claus Mølholm, Eliteansvarlig i Dansk Golf Union