Fra januar 2027 kan klubberne stille hold i en ny landsdækkende holdturnering, der spilles indendørs i Trackman-simulatorer. Danmarksturneringen i simulatorgolf, som turneringen er døbt, løber fra januar til marts. Elitedivisionen i hver række slutter med en finale i marts 2027, hvor holdene mødes og spiller i simulatorer samme sted. Hvor finalerne spilles, melder vi ud, når vi kender geografien for de tilmeldte hold.
Hvorfor en indendørs danmarksturnering?
Der kommer stadig flere golfsimulatorer i Danmark, og interessen for at spille simulatorgolf vokser. Samtidig kan vinteren være en lang periode uden de samme sociale fællesskaber og muligheder for holdspil. Turneringen giver klubbens spillere noget at samles om og træne hen imod i vinterhalvåret. På den måde kan klubben fastholde fokus og skabe et attraktivt elitemiljø.
Fem rækker og så mange hold, I vil
I 2027 spilles der i fem rækker:
- U25
- Damer
- Herrer
- Senior
- Veteran
Klubben kan stille så mange hold, som den ønsker, i hver række. To eller højst tre klubber kan også gå sammen om et fusionshold.
Holdene
Et hold i herre-, senior- og veteranrækken består af 6 spillere, hvoraf de 5 bedste score tæller. Et hold i dame- og U25-rækken består af 4 spillere, hvoraf de 3 bedste score tæller. I U25-, senior- og veteranrækken kan holdene bestå af både kvinder og mænd.
- U25: født 2003 eller senere
- Senior: kvinder født 1982 eller tidligere og mænd født 1977 eller tidligere
- Veteran: kvinder født 1972 eller tidligere og mænd født 1967 eller tidligere
Derudover gælder disse regler:
- En spiller skal have et aktivt medlemskab af den klub, holdet repræsenterer
- En spiller kan kun deltage i én række og repræsentere én klub.
- Der er ingen begrænsninger på brugen af amatører og professionelle.
- Alle spillere skal have en Trackman-profil for at kunne deltage.

Alle runder er brutto slagspil, bortset fra elitedivisionens finale, hvor der spilles hulspil. Holdets score i en runde er summen af de tællende spilleres scorer.
Efter kvalifikationen fordeles holdene i divisioner efter deres placering og holdscoren nulstilles. Er der 16 hold eller færre i en række, nulstilles scoren dog ikke.
Elitedivisionens finale spilles over én dag, hvor de fire hold mødes og spiller i simulatorer samme sted om danmarksmesterskabet for klubhold i simulatorgolf. Vinderne af alle divisioner får præmier.
Hvor spilles runderne?
Alle runder, undtagen elitedivisionens finale, kan spilles i Trackman-simulatorer i hele verden, men ikke i Trackman Range. Spillerne behøver ikke spille deres runder sammen med resten af holdet. Når holdkaptajnen har tilføjet spillerne til holdet, kan den enkelte spiller logge ind i en Trackman-simulator, vælge turneringen og spille sine runder. Prisen for spil i simulatoren afregnes med den enkelte Trackman-facilitet, som selv fastsætter prisen for spil i simulatoren.
Det skal klubben gøre nu
- Beslut, hvor mange hold klubben vil stille i de enkelte rækker.
- Find en holdkaptajn til hvert hold. Samme person kan godt være kaptajn for flere hold.
- Tilmeld holdene senest onsdag 16. december 2026. Det koster 500 kr. pr. hold, som opkræves efter tilmeldingsfristen.
Ved tilmeldingen angiver I navn og e-mail på hver holdkaptajn. E-mail adressen skal være den samme, som kaptajnen bruger til sin Trackman-profil. Efter tilmeldingsfristen får kaptajnen et link fra Trackman, hvor holdets spillere skal tilføjes. Bed gerne spillerne om at oprette en Trackman-profil allerede nu.
Læs mere om format, rækker, regler og tilmelding her
Spørgsmål?
Kontakt Morten Holst, 20 54 50 80, mho@dgu.org, eller Jonas Meyer, 21 43 25 87, jmj@dgu.org.