Submitted by hkr on
pige

Flere piger til golf – en fælles indsats

Golf er også for piger!

Vi har brug for, at flere piger oplever, hvor sjovt og socialt golf kan være. Derfor sætter Dansk Golf Union ekstra fokus på at styrke rekrutteringen af piger – og vi håber, at klubberne vil være med.


Idéer til, hvad jeres klub kan gøre lokalt

Her finder I et par idéer til, hvad I kan gøre lokalt for at skabe ekstra opmærksomhed på pigerne i jeres lokalområde:

  • Afhold et rekrutteringsevent kun for piger: Her kan I vælge at afholde et “Golf & Veninder”-arrangement, som er en ”Plug & Play”-løsning med en drejebog og færdige skabeloner til invitationer og reklame (inkl. 50 % dækning af annonceudgifter). Det hele er bygget op efter pigernes egne ønsker om tryghed, samvær og golfspil, så det er let for jer at gå til. 
    Læs mere her

     
  • Brug billeder og videoer: Ønsker I at vise, at golf også er for piger, så husk at bruge billeder og video med piger på jeres hjemmeside, sociale medier og i klubhuset. Har I ikke nogle gode billeder med piger, så brug dem i DGU’s billedebank her

     
  • Lad pigerne invitere piger: Hvis I allerede har et par piger i klubben, kan I give dem muligheden for at tage en veninde, en klassekammerat eller en kusine med til en helt uformel og hyggelig træningsaften, hvor de fungerer som mentorer. Brug pigerne som ambassadører - så har de nye allerede en god relation i klubben. 

     
  • Hold en ”Far & Datter”-dag: Det vrimler med fædre i golfklubben og den nemmeste måde at rekruttere nye medlemmer er gennem eksisterende medlemmer. Udnyt det ved at invitere klubbens fædre til at tage deres døtre med til en hyggelig og uforpligtende eftermiddag på par-3 banen eller træningsbanen, hvor fokus er på far/datter-hygge med spil, grin og samvær.

 

National kampagne hen over sommeren

For at støtte op om det lokale arbejde ude i klubberne og skabe nysgerrighed hos målgruppen, kører vi en indsats på de sociale medier hen over sommeren. Vi skyder en kampagne i gang på de sociale medier, som fortæller pigerne, at det vigtigste i golf er at have det sjovt sammen – ikke at ramme bolden hver gang. Målet er at rydde fordommene af vejen og vise det gode, sociale fællesskab og at vise, at golf er for piger.

Hjælp med at sprede budskabet: Da målet med kampagnen er at nå så bredt ud som overhovedet muligt, må I meget gerne være med til at like, kommentere eller tagge lokale piger, forældre eller netværk, hvis I ser kampagneopslagene på de sociale medier.

Vi er utrolig glade for jeres store opbakning og lyst til at skabe mere liv for pigerne i golfsporten.