Chris Tritabaugh har anekdoter, som de fleste greenkeepere ikke kan hamle op med.
Han er nemlig Colf Course Superintendent på Hazeltine National Golf Club i Minnesota, hvor Ryder Cup blev afviklet sidste år.
Den 25. oktober er han dog i Danmark, hvor han fortæller om sine oplevelser i den anledning og om sit arbejde i almindelighed.
Det sker, når Danish Greenkeeper Association, Dansk Golf Union og Reesink Turfcare inviterer til et arrangement, hvor man kan erhverve sig viden fra både teoretikeren og praktikeren.
På dagen kommer nemlig også Brian Horgan, der er professor ved University of Minnesota. Han arbejder med at undersøge næringsstoffers og pesticiders transport og nedbrydning i græsarealer samt udvikling af bæredygtige plejestrategier.
Det er i Københavns Golf Klub, at arrangementet finder sted, og Danmark er det eneste sted i Norden, hvor man har mulighed for at høre de tos oplæg.
Tilmeldingsfristen er den 10. oktober, og man skal tilmelde sig til dgf@greenkeeper.dk.
Der er et begrænset antal pladser.