Har du nogensinde tænkt over, hvad Dansk Golf Union er for en størrelse? Og kender du mon til alle de gode initiativer i golfklubberne rundt omkring i Danmark som vi er en del af? Vi har en dedikeret gruppe ansatte og frivillige med et hav af aktiviteter med fokus på at gøre vores allesammens golfoplevelse endnu bedre. Lad os tage et hurtigt kig på, hvad vi egentlig laver!
1. Vi er der for golfklubberne
DGU hjælper golfklubberne med alt fra medlemsfastholdelse og -rekruttering, turneringer, uddannelsesmaterialer til banepleje og juridisk rådgivning - og meget mere. Vi sørger for, at klubberne har de bedste betingelser for at vokse og udvikle sig. Lige nu har vi igangsat en større børne-og ungestrategi for at få flere unge ind i vores sport. Vi står bag Golfens Dag, Familiedag og Kvinder & Golf. Alle aktiviteterne støttes op med materialer og vejledning fra vores konsulenter. Hvert år foretager vores bane- og udviklingskonsulenter mere end 400 klubbesøg og vores raterkorps rater 25 golfbaner hvert år.
Golfspilleren i Centrum og Business Intelligence er it-værktøjer, der hjælper klubbernes ledelse med at forbedre driften på baggrund af data, udviklet af Dansk Golf Union i samarbejde med Players 1st.
2. Uddannelse, kursus og træning
Vores kursusudbud holder klubbens frivillige og ansatte opdateret på områder som golfreglerne, handicapregulering, klubledelse, rekruttering og meget mere. DGU samarbejder med PGA om træneruddannelsen og tilbyder desuden hjælpetræner-kurser. Vi har årligt ca. 2000 ansatte og frivillige fra golfklubberne som deltagere i vores kursusaktiviteter.
3. Handicap og Golfreglerne
Dansk Golf Union administrerer med eneret Golfreglerne og Handicap-udregningen i Danmark med licens fra R&A/USGA. For at udbrede Golfreglerne oversætter vi dem fra de engelske forlæg, udarbejder undervisningsmaterialer og en online-test, som flittigt benyttes af de fleste klubbers begynderudvalg. Vores "maskine" til udregningen af dit Handicap følger reglerne opsat i World Handicap System og vi sikrer at klubberne er klædt på til at forestå den lokale handicap-regulering.
4. Turneringer
Som juniorspiller kan du i dag via vores fem distrikter deltage i turneringer allerede fra dag ét af “golfkarrieren”. Med nye turneringskoncepter og Vejen til stor bane kommer endnu flere unge ud og opleve golf på golfbanen sammen med ligestillede. Vi uddanner klubbernes turneringsledere og regelkyndige, så du får en god oplevelse i klubbens lokale turneringer. DGU arrangerer også turneringer for elitespilleren, såsom Dormy Elite Tour, Danmarksmesterskaber og Danmarksturneringen. I alt deltager omtrent 10.000 golfspillere i DGU’s turneringsaktiviteter om året.
5. Landsholdsarbejdet
DGU’s landsholdesarbejde er organiseret i 6 trupper med ca 75 spillere og et team af trænere, psykologer og fysioterapeuter. Vi er efterhånden godt forvendt med resultater af den bedste karat, herunder et verdensmesterskab, adskillige europamesterskaber og her fornyligt The Amateur Championship - verdens mest prestigefyldte amatørmesterskab. De professionelle spillere støttes ligeledes med træner og flere af dem tager del i vores træningslejre til gavn for de yngre generationer.
6. Vores frivillige
Ligesom klubberne har DGU også et korps af frivillige. Uden dem var mange ting ikke muligt. Amatør- og Ordensudvalget, Turneringens- og regelkomiteen, Handicap og Course Rating komite, turneringsledere, dommere, kaptajns-, junior-, kursus- raterpuljen og instruktører - ca. 160 personer, der er vores hverdagshelte.
7. Golf gavner
DGU arbejder for, at golf skal være en sport for alle - uanset alder, køn eller baggrund. Vi støtter klubberne med projekter for særlige grupper, hvor golfsporten kan tilbyde noget helt unikt.
8. Fokus på Miljøet
Grønne fairways, dyr på banen og smukke landskaber er noget, vi alle elsker og er for mange en stor del af golfoplevelsen. DGU har fokus på forskning, der skal sikre miljøvenlige løsninger i takt med strammere miljøkrav. Vi hjælper klubberne med at implementere metoder, der skåner miljøet.
9. Nyheder og baggrund
Vil du holde dig opdateret om, hvad der sker i golfverdenen? DGU udgiver løbende nyheder og artikler om alt, der rører sig inden for golf på Golf.dk - og nu også i en app. Det kan være tips til dit spil, nyheder om turneringer, eller nye regler. Du kan skrive dig op til Golf.dk nyhedsbrev her. Så du kan altid være velinformeret om din yndlingssport. 6 gange om året udgiver vi desuden magasinet Dansk Golf. Bladet udsendes fire gange til mere end 100.000 golf-husstande og to gange i form af et online-magasin.
10. Det formelle
Vores bestyrelse består af syv personer, som vælges af golfklubberne på det årlige repræsentantskabsmøde. Sekretariatet har ca 32 fuldtidsansatte og holder til i Idrættens Hus i Brøndby.
Vi er forbund for 188 golfklubber og samarbejder med en lang række organisationer i både ind- og udland. Vores datterselskab DGU Erhverv står for de kommercielle aktiviteter.
Kort sagt...
Dansk Golf Union er med i alle facetter af golfsporten - også når du ikke ser os.
God fornøjelse på golfbanerne!