Submitted by Anonymous (not verified) on
Joachim B. Hansen.jpg

Joachim B. Hansen vinder sin anden store sejr i år

Danske Joachim B. Hansen har i dag vundet Made in Denmark Challenge - presented by Ejner Hessel.

Han vandt komfortabelt med fem slag ned til finske Kalla Samooja

Sejren er hans anden på Challenge Tour i år og en flot konsolidering af hans stærke sæson. Han vandt i april Turkish Airlines Challenge, kort efter at han havde vundet sin første professionelle sejr på den nordiske tour, Nordic League.

Han fører nu ranglisten på Challenge Tour, hvorfra de 15 bedste bliver forfremmet til European Tour, når året er omme.

Allerede inden sejren i dag lå Joachim B. Hansen nummer to på tourens rangliste og var reelt sikret en plads på europatouren fra 2019.

- Det at vinde turneringer har givet ham en tro på sig selv, og det har rykket på hans billede af, hvor dygtig han egentlig er, siger Thomas Kiel Larsson.

Thomas Kiel Larsson er træner for det danske golflandshold og har de sidste to år også arbejdet som træner for Joachim B. Hansen.

Den 27-årige spiller fra Hillerød har i løbet af sin karriere spillet flere sæsoner på såvel challenge- som europatouren. Hans spil har dog aldrig før været så overbevisende som i denne sæson.

- Dybest set kommer det af, at han har arbejdet rigtig fint i en lang periode, udtaler Thomas Kiel Larsson.

Joachim B. Hansens sejr kommer som kulminationen på en historisk god dansk golfweekend.

Lørdag vandt 17-årige Nicolai Højgaard det individuelle EM for herrer som kun den tredje dansker nogensinde. Med sejren kvalificerede han sig til verdens ældste golfturnering, British Open, om tre uger.

 

Kontakt: Thomas Kiel Larsson 25 17 67 95