INTRO:
Dansk Golf Union vil fremover bringe cases fra de danske golfklubber som en del af Klubnyt. Idéen med cases på aktiviteter og tiltag i klubberne handler om at inspirere klubberne til selv at lave tiltag og ændringer.
Vores mål er at de starter overvejelser i klubben om tingene kan gøres på en anden måde, men de er ikke en egentlig anbefaling fra vores side om at alle kan/skal implementere det i netop deres klub.
De mange cases vil løbende blive lagt ind på hjemmesiden og vil udkomme en gang om året i en Ipaper.
UNDERVISNING SOM EN DEL AF KONTINGENTET GIVER FLERE MEDLEMMER I ASSERBO
Medlemskurven blev vendt i Asserbo Golf Club (AGC) med tilbud om gratis undervisning til alle medlemmer ved en mindre kontingentstigning. Et initiativ, som er kommet for at blive.
Af Nikolai Rosler Jørgensen
Siden 2009 er antallet af aktive medlemmer i AGC faldet fra 900 aktive til ca. 725 i begyndelsen af 2015. Klubben gik fra at have en lang venteliste, til aktivt at skulle ud og søge nye medlemmer. Tilgang og fastholdelse af medlemmer har derfor været et vigtigt punkt på dagsordenen i Asserbo de seneste år. Det er naturligvis ikke kun AGC, der har haft dette problem, og derfor har det været vigtigt for klubben at finde en måde at skille sig ud fra de andre klubber og gøre det ekstra attraktivt at være medlem i AGC.
På generalforsamlingen d. 22. marts 2015 vedtog AGC "gratis undervisning". Samtlige af klubbens medlemmer fik dermed mulighed for at få "gratis" undervisning mod en lille kontingentforhøjelse, der svarer til det, en enkelt lektion tidligere har kostet. AGC blev dermed blandt de første golfklubber i Danmark til at indføre gratis undervisning, og for første gang i mange år er medlemstallet på vej opad.
Ligesom i andre sportsgrene som fodbold og håndbold, har AGC som nogle af de første altså valgt at undervisning er en del af medlemskabet. Konceptet blev indført med det formål at:
- Skabe bedre, bredere og stærkere relationer blandt klubbens medlemmer, via mange fællestræninger.
- Få et større antal af klubbens medlemmer til at benytte sig af undervisning, da det ikke længere indebar en væsentlig udgift for den enkelte.
- Fastholde nuværende medlemmer og tiltrække flere nye.
Derudover er målsætningen ved konceptet på længere sigt at skabe et bedre flow på banen og højere niveau blandt medlemmerne. Håbet var, at dette vil skabe større glæde ved spillet, som vil medvirke til bedre fastholdelse af medlemmer, fordi der er en større udvikling og bredere relationer mellem medlemmerne. Hermed vil klubben sikre, at den kan holde fast i de nye medlemmer og miste færre af de nuværende.
MEDLEMSTALLET ER BEGYNDT AT STIGE
I år har AGC's ene træner Kristian Ravn været mere eller mindre på egen hånd, når det kommer til undervisningslektioner. Sidste år havde AGC to professionelle trænere, men da klubbens assistenttræner Lena Nielsen valgte at stoppe i klubben, ville Kristian stå alene tilbage med undervisningslektionerne. I begyndelsen af 2015 blev Lucas Grahn og Thomas Gorski, som normalt passer AGC's proshop, derfor sendt på begyndertræner-kursus for at aflaste Kristian med begyndertræning. Da undervisningen nu var gratis, betød det stor aktivitet både til de individuelle lektioner og fællestræningen, hvor nu over halvdelen af klubbens medlemmer har deltaget.
- Jeg synes personligt, at det har været sjovt. Også travlt, men mest sjovt at se folks større motivation og lyst til at blive en bedre golfspiller. Jeg har fået en større berøringsflade i klubben, da vi har fået aktiveret over halvdelen af klubbens medlemmer i undervisningen i 2015. Det har vi aldrig været i nærheden af før. Jeg er overbevist om, at dette tiltag er en stor faktor i den medlemsstigning, AGC har formået i 2015, siger træner Kristian Ravn om konceptet.
AGC har haft et rigtigt flot 2015, når man kigger på medlemstallet, og for første gang siden 2009
er det samlede medlemstal steget - og ikke faldet. Der er ifølge klubben ikke tvivl om, at det nye koncept er én af grundene til, at de nye medlemmer finder glæde ved golf, og at det også i stor grad er med til at fastholde både de nuværende og nye medlemmer.
- Som nybegynder har den gratis undervisning givet mig en positiv oplevelse af golf. Man bider hurtigt mærke i, at sporten er teknisk udfordrende, hvilket gør at træning er nødvendigt for ikke at køre sur i det. Den gratis undervisning har i høj grad givet en glæde pga den udvikling man hurtigt oplever - uden at det belaster én økonomisk. En udvikling, som jeg mener er meget afgørende for glæden ved golf. Den gratis undervisning er også med til at gøre golf en breddeidræt, mener jeg. Igennem begynderundervisning og fællestræningen har jeg også fået mange bekendtskaber i klubben. Jeg oplever, at den sociale integration er meget høj i AGC, man føler sig altid velkommen, og man bliver altid mødt med en hilsen fra sine klubkammerater, også selv om man er helt nyt medlem, siger et af AGC's nye medlemmer Kim Nissen
Et af de store spørgsmål er, om træningskvaliteten er faldet i 2015, både i takt med at Kristian har haft meget travlt, men også nu, hvor fællestræning er blevet en større del af træningskonceptet?
- Kvaliteten af træningen har ligesom de sidste år været rigtig god, og jeg har været meget begejstret for den måde, træningen har forløbet sig. En dag hvor Kristian var syg, trådte Thomas som normalt fungerer som assistent/begyndertræner til, og jeg var begejstret for måden også han klarede det på. Alt i alt har de individuelle lektioner været rigtig gode. Men noget af det jeg har været mest begejstret for, er faktisk fællestræningen. Den har fungeret særdeles godt, siger Anne Bramsen, som flittigt benytter sig af den gratis undervisning.
Ved et medlemsmøde i starten af november blev den gratis undervisning evalueret. Undervisningen er blevet brugt meget flittigt, og for eksempel er der i gennemsnit fra april - september booket over 86% af de 1126 tilgængelige lektioner, og det er højere end nogensinde. Derudover kunne det vises, at både banekurser og almindelige kurser var meget populære, med henholdsvis 91% og 82% af de ledige pladser booket.
Konceptet har været en stor succes i 2015. Både bestyrelsen og medlemmerne er positive over resultatet, og klubben arbejder seriøst på fortsat at udvikle og forbedre konceptet de kommende år. En ting er helt sikkert, gratis undervisning er kommet for at blive i Asserbo Golf Club.
TRE GODE RÅD SOM DU SKAL HUSKE, HVIS KLUBBEN VIL INDFØRE GRATIS UNDERVISNING
1. Sørg for at alle involverede (træner, bestyrelse, klubledelse) påtager sig ejerskabet til projektet inden I går i gang.
2. Skab positive forventninger gennem en velplanlagt markedsføringskampagne.
3. Vær ærlig i kommunikationen omkring fordele, ulemper og omkostninger og tag en åben debat med klubbens medlemmer.
Kontaktperson:
Formand i AGC William Grahn
Bilag: