Årets PGA-elever vil i dagene 30. og 31. januar stifte bekendskab med to grupper "forsøgskaniner" som har særlige udfordringer. På Idrætsskolen i Ikast er undervisningen af de kommende klubtrænere i at instruere spillere med forskellige former for fysisk handicap eller indlæringsvanskeligheder blevet en obligatorisk del af uddannelsen.
Dag 1 står Parasport Danmark for den teoretiske del, hvor eleverne får indsigt i de forskellige former for handicaps og de særlige udfordringer det medfører for instruktøren.
Dag 2 er afsat til praktisk træning og her vil formiddagen foregå sammen med en gruppe på 14 elever og 2 lærere fra den nærliggende Herningsholmskole, som er et special undervisningstilbud for unge med generelle indlæringsvanskeligheder.
Om eftermiddagen får PGA-eleverne besøg af 12 spillere med forskellige former for fysiske handicap. Her er der tale om både etablerede spillere med en-cifrede golf hcp og spillere som er forholdsvis nye i golfsporten og de har vidt forskellige forudsætninger for at spille golf.
Dansk Golf Unions ParaGolf-konsulent Jesper Hviid udtaler i den forbindelse: - Både Dansk Golf Union og Parasport Danmark er meget tilfredse med at PGA-uddannelsen prioriterer de grupper af mennesker, som har særlige udfordringer med hensyn til at finde gode og spændende idrætstilbud i fritiden. Golf er en fantastisk velegnet aktivitet for rigtig mange mennesker - og som vel at mærke nemt kan blive en livslang fornøjelse.