Submitted by hkr on
Genre herre

Makker Cup-formatet er nu tilgængeligt for alle klubber i Golfbox

Makker Cup har de seneste år givet børn og unge rundt om i landet masser af gode turneringsoplevelser – og nu får alle golfklubber mulighed for selv at tage turneringsformen i brug!

Golfbox har nemlig gjort Makker Cup tilgængelig i turneringsmodulet på klubniveau.

Det betyder, at alle golfklubber nu kan oprette og afvikle Makker Cup-turneringer lige når det passer ind i klubbens aktivitetskalender.

Og selvom Makker Cup måske især er kendt fra juniorgolf, er der ingen grund til at begrænse det til børn og unge. Turneringsformen kan være mindst lige så sjov for voksne.
 

Hvad er Makker Cup?

Makker Cup er en holdturnering, hvor to spillere danner par og spiller greensome hulspil mod andre makkerpar.

Turneringen er bygget op omkring puljer med fire hold, hvor alle møder hinanden i tre korte matcher over seks huller. Man spiller altså en almindelig 18-hullers runde, men skifter modstandere på hul 7 og 13 – og møder dermed tre forskellige makkerpar undervejs.

Hver ny match giver mulighed for at starte på en frisk, men samtidig er der noget at spille for på samtlige 18 huller. Alle seks huller i hver match spilles nemlig færdig, og det kan få afgørende betydning for puljens resultat, om man eksempelvis vinder 6-0 eller 4-2.

Det er en turneringsform, hvor samarbejdet med makkeren er i centrum, og hvor der er plads til både konkurrence, grin og gode oplevelser på banen.

Og mulighederne er mange - brug Makker Cup til en hyggelig klubturnering, en aktivitet på tværs af generationer, en venskabsturnering mellem klubber eller måske en helt ny måde at samle medlemmerne på.
 

Klar til at prøve det i jeres klub?

Makker Cup kan nu vælges som turneringsform i Golfbox Tournament.

Opsætningen adskiller sig lidt fra de øvrige turneringsformer, blandt andet fordi der skal oprettes puljer og genereres startlister til de enkelte matcher. Derfor kan det være en god idé at have guiden ved hånden, især de første gange.

Golfbox har lavet en guide, der gennemgår opsætningen og hjælper jer godt i gang.

https://golfbox.zendesk.com/hc/da/articles/40176402661010-Vejledning-makkercup 


Vi håber, at I vil gribe muligheden, eksperimentere med formatet og få spillet en masse Makker Cup rundt omkring i klubberne.